Prøv kræfter med pickleball hos badmintonklub
SÆBY: Sæby Badminton Klub inviterer til introduktion af den hurtigst voksende sport i USA – Pickleball. Sporten, som kombinerer elementer fra tennis, squash, badminton og bordtennis, er både sjov, social og nem at lære. Med en let bold og et paddle (hårdt bat) spilles Pickleball på en bane på størrelse med en badmintonbane og et net, der minder om et tennisnet. Den kan nydes af folk i alle aldre og på alle niveauer.
Det fortæller klubben.
Pickleball blev opfundet i USA for over 50 år siden og er nu en global trendsport. Spillet kan spilles som både single og double og kræver kun kort tid at lære – perfekt for dem, der søger en ny og spændende måde at være aktive på.
Introduktionsarrangement foregår fredag den 10. maj kl. 16.00-18.00.
Der kræves ingen tilmelding. Mød blot op i sportstøj og indendørssko uden mørke såler. Udstyr som bats og bolde stilles til rådighed.
Kom og prøv kræfter med denne spændende sport.