Billede beskrivelse

Poul og Arne står for de tørrede jyder

03. september 2025 kl. 19.17

FREDERIKSHAVN: Klatkager, tørrede jyder og andre lækkerier fra 1700-tallet er nogle af de oplevelser, der venter gæsterne til årets Tordenskjoldsdage, der finder sted fredag 5. og lørdag 6. september. 

Når maven har fået sit, er der alle de andre oplevelser som tattoo og konkurrencer for børn.

De tørrede jyder har en særlig position her i rødspættebyen, og i år er der udsigt til ekstraordinært lækre tørfisk.

- Vi har hentet fladfiskene på auktionen i Strandby, og jeg tør godt love, at kvaliteten i år er ekstraordinær. Det er de største fisk, vi nogen sinde har saltet og tørret, siger Poul Mølholt, der sammen med vennen Arne Christensen er ansvarlig for netop de tørrede jyder.

De to mod herrer er aktive som frivillige ved Tordenskjoldsdagene, hvor de også tager en tørn med at stille boder op og rydde op bagefter. Poul Mølholt var med til at etablere Tordenskjoldsdagene for 27 år siden og har været aktiv hvert år siden. Arne Christensen har været med de seneste syv-otte år.

- Det startede med, at Poul stod og manglede en til at hjælpe med at løfte noget. Det kunne jeg da hjælpe med, og så har jeg hængt ved lige siden, siger Arne Christensen. 

Han glæder sig lige som Poul Mølholt til at stege nogle gode tørfisk og snakke med de mange gæster, hvoraf en del smager den historiske specialitet for første gang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste