Oplev en varm og nærværende stund i kirkegårdens smukke kulde
SÆBY: Sæby Kirkegård står smukt i vinterens stille favntag – dækket af sne og med en ro, som kun årstiden kan give. Personalet sørger løbende for at holde alle adgangsveje ryddet, så besøgende trygt kan færdes over hele kirkegården, og så alt er klar til bisættelser i kapellet.
Alle er hjerteligt velkomne til et besøg eller en stille gåtur – men der opfordres til forsigtighed, da det kan være glat.
Mandag den 12. januar er der dækket op til kaffe og samtale på kirkegården kl. 10.00. Her er mulighed for at mødes i en varm og nærværende stund midt i vinterkulden.
Sæby Kirke samarbejder med Bangsbostrand Kirke om sorgsamtaler. I uge 3, den 15. januar, begynder en ny sorggruppe – et fællesskab for alle, der har mistet. Yderligere information findes på Sæby Kirkes hjemmeside.
Samme mandag genoptages kurset Kunst og Meditation i Sæby Kirke. Kurset finder sted i kirkens sideskib med meditation, tekstlæsning og stilhed. Tilmelding sker via kirkens hjemmeside.
Hver søndag kl. 10.00 afholdes gudstjeneste i Sæby Kirke. Her mødes menigheden til orgelspil, korsang, fællessang – og til prædiken, bøn, nadver og velsignelse. Gudstjenesten afsluttes med kaffe og fællesskab, og byder på ro, refleksion og nærvær i en travl hverdag.
Alle er velkomne – i kirken og på kirkegården.