Nyt fotospot på havnen
SÆBY: Solen skinnede fra en skyfri himmel og en frisk vind strøg hen over Sæby Havn, da små hundrede mennesker var samlet ved havnekontoret for at fejre afsløringen af ”Hjertet i Egetræ”.
I anledning af Sæby´s 500-års købstadsjubilæum sidste år og Frederikshavn Kommunes store investering i havnen, havde Sæby Borgerforening i samarbejde med Varelotteriet besluttet at donere en skulptur – et hjerte i egetræ der skal symbolisere ”Love Sæby”.
Kærligheden til Sæby og havnen i særdeleshed prægede da også i høj grad talerne fra Sæby Borgerforenings formand, Anna-Grethe Overby, borgmester Karsten Thomsen og havnefoged Jonas Topholt.
Anna-Grethe Overby håbede, at bænken med hjertet vil blive til fælles glæde, både for havnen, for sæbynitterne og turisterne.
- I Sæby Borgerforening håber vi, at Hjertet i Egetræ fremover bliver et mødested, hvor kærligheden til hinanden bliver foreviget.
Borgmesteren havde bemærket, at han fik vinden i ryggen på Sæby Havn, en medvind han konstaterede, ikke var at finde på alle havne i kommunen.
Karsten Thomsen forblev i sit lune hjørne og fremhævede, at fejringen af købstadsjubilæet bliver ved med at give - som at holde fødselsdag der varer et helt år.
- I dag pakker vi en ny gave op og jeg håber, at der er flere overraskelser i vente.
Takket være det store frivillige arbejde for byen, virker det som alle har fået ekstra energi.
- Fortsæt det gode arbejde, så vi kan blive ved med at finde på sjove ting at lave, lød opfordringen fra Karsten Thomsen.
Karsten Thomsen foretog herefter afsløring af skulpturen.
Havnefogeden takkede for gaven og glædede sig over det gode samarbejde med borgerforeningen om at finde den helt rigtige gave, som alle kunne se sig selv i.
- Hvor er det fantastisk når vi som kommune i samarbejde med erhverv og forening kan få ting til at lykkes.
Denne form for samarbejde og fællesskab skaber meget stor værdi, som hjertebænken er et godt eksempel på, pointerede Jonas Topholt.
Kunstneren, tømrer- og snedkermester Dion Wellejus blev fremhævet for det flotte resultat.
Hjertet er udført i ubehandlet egetræ med en ru overflade der gør, at det er meget modtageligt for vejr og vind samt alger m.v., hvorfor det er aftalt med havnefogeden at hele skulpturen bliver flyttet indendørs om vinteren, oplyser Anna-Grethe Overby.