Billede beskrivelse

Ny bog giver historien fra vikingetid til nutidens Strandby

17. oktober 2025 kl. 19.02

STRANDBY: At byen ved havet har spillet en rolle gennem historien lige fra vikingetiden til nu, vidner flere arkæologiske fund om, bl.a. Ellingå-skibet og den store sølvskat fra vikingetiden, som blev fundet for nogle år siden.

Flere har beskrevet Strandbys historie, bl.a. bogtrykker Steen A. Larsen, men nu kommer den hidtil mest komplette fortælling om Strandby gennem tiderne. Det er forfatteren Kirsten Heidmann Thøgersen, der efter næsten tre års research har skrevet bogen ”En fortælling om Strandby – byen ved havet”. Bogen udgives af Elling Sogns lokalhistoriske Arkiv og udkommer lørdag 1. november, hvor den præsenteres ved en reception i Strandby Borger- og Kulturhus.

Kirsten Heidmann Thøgersen flyttede fra Skagen til Strandby i 1968, da hun som nyuddannet ingeniør blev ansat ved Stadsingeniørens Kontor i Frederikshavn Kommune. Her blev hendes første store opgave flytningen af banegården fra Parallelvej til dens nuværende placering.

- Jeg har altid haft interesse for lokalhistorie, men i mit arbejdsliv var der ikke tid til at gå i dybden med det. Det blev der efter 2002, da jeg gik på efterløn. Tid til både børnebørn og lokalhistorie, fortæller Kirsten Heidmann Thøgersen og fortsætter:

Billede beskrivelse

- Jeg meldte mig ind i Frederikshavn Slægts- og Lokalhistoriske Forening og skrev senere et par bøger om Tversted og Bindslev, hvor min egen slægt stammer fra. For nogle år siden læste jeg Steen A. Larsens bog ”Det gamle Strandby” og blev inspireret til selv at beskrive Strandbys historie. Jeg har boet her i over 50 år, men opdagede, at der var så meget, jeg ikke vidste om Strandby.

Herefter gik Kirsten Heidmann Thøgersen i gang med at studere arkiverne og samle stof til en bog. Med en fortid som ingeniør i kommunen har gamle kort haft hendes særlige interesse, og de er også gode til at give et indtryk af Strandbys udvikling fra nogle få fæstegårde tilhørende Ellinggård i senmiddelalderen til et fiskerleje med 350 indbyggere omkring år 1900 til i dag en havneby med 2300 indbyggere.

Bogen er rigt illustreret og rummer bl.a. beskrivelser af mange af Strandbys gamle boliger og hvem, der har boet i dem. Den beskriver også havnebyggeriet, jernbanen, handelen og de religiøse bevægelser i Strandby.

Det er Kirsten Heidmann Thøgersens håb, at mange i Strandby vil finde noget i bogen, som de genkender og får lyst til at læse mere om. For det er så vigtigt at bevare Strandbys historie. Der er da også allerede mange, som har forudbestilt bogen, og de vil få den udleveret ved receptionen 1. november eller kan hente den senere i Lokalhistorisk Arkiv, der har åbent mandag aften.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste