Nordic Ink & Brew Festival er tilbage, og interessen er større end nogensinde
FREDERIKSHAVN: Igen i år inviterer Arena Nord i Frederikshavn til Nordic Ink & Brew Festival.
Det gør de fra den 23. - 25. oktober, hvor mere end 150 tatovører og 30 bryggerier samles under samme tag.
Interessen er større end nogensinde
- Vi oplever en fantastisk opbakning til årets Nordic Ink & Brew Festival. Allerede nu har vi solgt flere billetter, end vi havde på samme tidspunkt sidste år, siger Jacob G. Steffensen, der er Salgs- og Marketingchef for eventet.
Alle stande til Nordic Ink blev udsolgt hele to måneder før festivalen, og samtlige pladser til Nordic Brew er nu også fyldt ud.
- Det viser os, at interessen er større end nogensinde – både for udstillere og gæster, fortæller Jacob G. Steffensen.
International tatoveringskunst
De mere end 150 tatovører til Nordic Inc kommer fra hele verden.
Her kan du booke en tid på forhånd, eller, for de mere spontane, finde en drop-in plads. Alternativt kan du nøjes med at kigge på, når vinderne af “Best Tattoo of the Day”, “Best Black & Grey Tattoo” og “Best Color Tattoo” bliver kåret henover weekenden.
Til Nordic Brew er der over 200 øltyper at vælge imellem blandt de mere end 30 forskellige bryggerier, der har meldt sin ankomst. Dertil vil der være fem streetfood-stande, så ingen går sultne hjem.
Her vil også være live musik, konkurrencer og forskellig underholdning.
- Kombinationen af tatoveringskunst og ølkultur er sjælden – det skaber unikke historier om passioner, håndværk og mødet mellem forskellige subkulturer. Det er et event med bred appel: både til de dedikerede tattoofans, ølentusiaster og folk, der blot ønsker en anderledes weekendoplevelse, siger Jacob G. Steffensen.
Nordic Ink løber over hele weekenden fra den 23. til den 25. oktober, mens Nordic Brew supplerer med øl i lange baner fra den 24.
- Vi kan kun opfordre alle med interesse for tatoveringer, kunst, øl eller bare en god fest, til at kigge forbi til en stemningsfyldt weekend i Arena Nord, lyder det fra arrangøren, der forventer mere end 6000 gæster henover weekenden.
Forsalget til festivallen er allerede sat i gang - her koster en dagsbillet 190 kroner, mens en billet til hele weekenden koster 285 kroner. Og hvis du er klar til at gå all in, så kan du også vælge 'all inclusive-pakken' til 480 kroner, som udover adgang til hele festivallen også inkluderer smagspoletter og mad.
Det hele finder sted i Arena Nord i Frederikshavn på Harald Nielsens Plads 9.