Billede beskrivelse

Næsten 100 kampe på en dag: Ffi afholder lørdag Store Kampdag

12. juni 2025 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: - Vi har i Ffi længe snakket om, at det kunne være sjovt at afvikle alle klubbens hjemmekampe samme dag. Så ideen har ligget på tegnebrættet, og pludselig var der nogle ildsjæle der greb den. Jeg glæder mig virkelig til den 14. juni, for at se hvordan fodbolden og fællesskabet kan samle folk, siger formand Anders Brandt Sørensen.

Stadioninspektøren og Ffi´s kampfordeler har længe været i gang med planlægningen af de næsten 100 kampe. Mikroholdene, U7, U8 og U9 starter kl. 09.00, mens resten af klubbens ungdomshold spiller midt på dagen. Sidste kamp er kl. 16.00, hvor Serie 1 spiller en vigtig kamp mod rækkens førerhold Skovsgaard.

Men det skal ikke kun handle om fodbold. Styregruppen bag dagen har planlagt en masse aktiviteter, der kommer til at fylde hele anlægget. Der bliver masser af børneaktiviteter som ansigtsmaling, fiskedam og flødebollemaskine - og hvis man er heldig, kan man også få lov til at skyde en voksen i et kæmpestort vandkar. Og sulten kan stilles med en stadionplatte, hjemmebagt kage, candyfloss eller andre lækre sager i boderne på pladsen.

Der vil også på dagen være en del sponsorarrangementer. I samarbejde med FFK og F4W arrangeres der både sponsor jump på trampolin og sponsor-spinning - alt sammen med streaming fra Ffk hallen til storskærmen på Fodboldvej.

Ffi satser på rigtig mange publikummer til kampene denne dag. De får muligheden for at deltage i “prøv lykken parkering”. Hvis man frivilligt vælger at betale en 20,- for parkering, så modtager man en lodseddel og deltager i lodtrækningen om en masse lækre præmier fra mange af byens butikker og virksomheder.

Er man ikke heldig i parkeringslotteriet, kan man måske gøre et kup i bagagerumsmarkedet, som afvikles foran klubhuset. Der er ca. 30 handlende, så man burde kunne gøre en god handel.

- Vi håber, at overskuddet fra dagen vil give et stort tilskud til alle de hold, der deltager i cups og stævner i ind- og udland, slutter Anders Brandt Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste