Naboer samles om (u)hyggen: Galgegade er snart tilbage
SÆBY: Igen i år kan du få en helt særlig oplevelse på ”Galgegade” 31. oktober.
Det sker på Skomagervej (Galgegade) fra husnummer 1 til 19 i tidsrummet fra kl. 16 og frem til omkring kl. 21.
Alle de uhyggelige væsener fra Galgegade er super parate, og de glæder sig til besøg fra unge friske menneskebørn og forventer, at der kommer rigtig mange besøgende.
Derfor har de igen i år allieret sig med Nordjyske Bank Sæby, som har sponsoreret en hel del slik til vejen.
De vil også være at finde i en pavillon på vejen, hvorfra de uddeler varm kakao til børn og voksne, og som noget nyt i år, har de også en Halloween skattejagt med til børnene.
- Vi er virkelig taknemmelige over den positive stemning, der er omkring Halloween her på Galgegade. Når der opstår spontane indsamlinger til fordel for Galgegade, og der lander slik- og pyntedonationer hos os, så bliver vi både rørte og stolte, fortæller Helle Sort, en af initiativtagerne bag Halloween på Galgegade.
Halloween-stemningen manglede
Det hele startede i det små i 2018, hvor Helle Sorts søn gerne ville ud at gå ”Slik eller Ballade”, men på daværende tidspunkt var Halloween ikke så stort som nu, men Helle kontaktede sine naboer, for at høre deres holdning til Slik og Ballade og Halloween generelt, og de var straks med på ideen, som blev en succes.
Det fortjente en gentagelse, var alle enige om, og derfor lavede de året efter en workshop hos en af naboerne, hvor der blandt andet blev fremstillet døde mennesker i bodybags og skilte til vejen med navnet Galgegade - og så var vejen max klar til Halloween i oktober 2019.
- Det er en idé, der har udviklet sig helt vildt. Vi har et fantastisk fællesskab på vejen og synes selv, at det er helt vildt sjovt. Det gik op for os, at Halloween kunne samle både børn og voksne, og derefter fandt resten af byen ud af, at på Galgegade, der er der Halloween, fortæller Helle Sort med et smil.
Koloenorme mængder af slik
Siden starten er det kun gået opad med uhyggen, dekorationerne, udklædningerne, besøgene og mængderne af slik.
Og slik skal der til, når de driftige Galgegadebeboere gerne vil kunne tilbyde slik til alle børn.
Det kræver koloenorme mængder, for det er ikke kun sæbynitter, som slår vejen forbi Galgegade til Halloween. Rygtet har spredt sig med rekordfart, hvilket har resulteret i, at der kommer børn og voksne fra byer i det meste af Nordjylland!
De fleste af naboerne på Skomagervej/Galgegade er i fuld gang med at planlægge, og enkelte er så småt begyndt at pynte op, så for dem, der tør, så kan I godt begynde at glæde jer til en død(u)hyggelig aften på Galgegade.