Billede beskrivelse

Motorcykelentusiaster fejrer 50 årsjubilæum med veteranløb og reception

02. maj 2025 kl. 14.02

FREDERIKSHAVN: Veteranmotorcykler fra nær og fjern vil fylde pladsen mellem de to lader på Knivholt Hovedgård og måske også de omkringliggende arealer lørdag 24. maj. VMC Genbrug fejrer nemlig klubbens 50 årsjubilæum, og bestyrelsen håber at se de fleste af klubbens 125 medlemmer samt folk fra andre klubber og alle andre med interesse for gamle motorcykler.

Gennem alle årene har klubbens formål været at fremme interessen for at bevare gamle motorcykler som en levende kulturarv, og det er også formålet med jubilæumsarrangementet – ud over selvfølgelig at fejre sig selv og holde en fed fest for medlemmerne.

- Vi håber at kunne tiltrække nogle af de mange motorcykelentusiaster, som går alene med deres hobby. Kom og oplev det dejlige fællesskab vi har i klubben og bliv eventuelt selv medlem. Husk, at man også kan blive medlem, selv om ens motorcykel ikke kan køre endnu, altså mens man går og restaurerer den, og her kan klubben blive en stor hjælp. Har du et teknisk problem, kan du næsten altid finde et klubmedlem, der har eller har haft en tilsvarende model og ved alt om den, siger formand Samuel Thomsen.

Billede beskrivelse

Vendsyssel Motorcykelklub, Genbrug, Frederikshavn, som klubbens officielle navn er, blev stiftet 14. maj 1975, da 10 frederikshavnere mødtes hos Karl Erik Slynge for at stifte en veteranmotorcykelforening. De ankom naturligvis på motorcykel, og til stede var fire Nimbus, to NSU, to BSA samt en Victoria og en Harley Davidson. Alle produceret mellem 1928 og 1955.

Klubbens første arrangement var en madpakketur til Lagunen ved Hou anden pinsedag. Siden er der kørt hundredvis af løb, udflugter og ugentlige køreture om sommeren. Om vinteren er der klubaftener med fx foredrag eller virksomhedsbesøg.

Gennem årene voksede klubben så meget, at man besluttede at have fem køresteder: Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Dronninglund og Nørresundby. En gang om måneden køres der samlet med start i Østervrå. De fem afdelinger skiftes til at arrangere. Sæsonen starter nu på søndag 4. maj med Stiholt-løbet i Sæby og slutter i september med Krudttårnsløbet i Frederikshavn.

Jubilæumsløbet fra Knivholt lørdag 24. maj kl. 10 er åbent for alle ejere af en veteranmotorcykel. Man må også gerne komme og udstille sin maskine uden at deltage i løbet. Efter løbet vil alle motorcykler nemlig være udstillet, og fra kl. 13-18 er der reception med taler (læs: røverhistorier) og uddeling af præmier.

Der vil være en pølsevogn, og Ryå Is vil komme med sin flotte isbil. Om aftenen er der fest for klubbens medlemmer. I tilfælde af regnvejr vil dele af arrangementet rykke indendørs i Østre Lade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste