Madsalen ved Cup no.1. serverer over 18.000 måltider i turneringsugen
FREDERIKSHAVN: Hvis der skal ydes maksimalt på fodboldbanerne, skal der også spises godt. Et stort hold af frivillige sørger for at de 2.000 cup-deltagere som har bestilt spisning, får stillet sulten med varm mad to gange om dagen.
Det er ikke en nem opgave at finde en ugemenu, der kan tilfredsstille deltagere fra 18 forskellige nationer. Men det er et rutineret hold, der sørger for at sammensætte den varierede madplan, som også tager hensyn til de mange forskellige behov og allergier, der er blandt deltagerne.
Kasper Kruse har ansvaret for madsalen sammen med Hanne Risom, Lotte Marquard, Hans Ole Rasmussen og Mette Holt, og han er ikke i tvivl om, hvad der altid hitter blandt deltagerne.
- Pasta, ris og kylling er altid et hit, og det kan de fleste spise – og selvfølgelig en klassisk pasta bolognese. Vi serverer Bøf Bearnaise en aften med kartofler, og det er sjovt, at der er mange deltagere som aldrig har smagt en kogt kartoffel, som vi kender den fortæller Kasper.
Ellers består menukortet bl.a. af lasagne, kebabgryde, burger samt svenske kødboller og gullasch med mos.
Mange af deltagerne har allerede inden ankomsten meldt, at de har specielle madbehov. Der er mange deltagere med forskellige allergier – flest gluten- og laktoseallergikere. Desuden er der både vegetarer og veganere som får speciel kost.
- Vi har et lille køkken, hvor vi tilbereder de madvarer, som helst ikke skal være i kontakt med allergener. Til veganerne og vegetarerne laver vi krydrede risretter, og det er meget populært. Så justerer vi lidt undervejs. Inderne vil fx gerne have at maden virkelig er stærk fortæller Hanne Risom som er ansvarlig for ”Speciel Diet”.
Morgenmaden spises på de skoler hvor deltagerne overnatter, mens al øvrig mad serveres i madsalen i FFK hallen.