Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokalt firma i fejring: Medarbejderne vælter ind

06. maj 2026 kl. 14.53

SÆBY: DMT Online har det seneste år ansat op imod 30 procent flere medarbejdere.

Med så mange nye i organisationen har den lige så nye direktør Flemming Andreasen vurderet, at det kunne være godt for korpsånden at arrangere et socialt arrangement, hvor der blev lejlighed til at lære hinandens familier bedre at kende.

DMT Onlines slogan er: ”Vi sikrer forbindelsen”. Nok tænkt via deres produkter, men på den herligste forårsdag den 1. maj, var det primært de 26 medarbejdere der sammen med deres familie skulle skabe god forbindelse til hinanden.

Billede beskrivelse

Som repræsentant for DMT Onlines nye ejere CoreCapital, havde Christian Curtz Henriksen, sammen med familien, taget turen fra Aarhus for at deltage i forårsfesten.

I det varme og solrige vejr blev festen holdt udendørs på Kjeldgaardsvej 1, hvor Mogens’ Pølsevogn, med chefen i spidsen, diskede op med lækre grillpølser. Der var opstillet hoppeborg, ligesom der kunne konkurreres i forskellige former for spil.

Flemming Andreasen tiltrådte som administrerende direktør i august sidste år i forbindelse med CoreCapitals overtagelse af virksomheden efter grundlæggerne Solvej og John Sørensen.

Billede beskrivelse

Flemming kommer fra en lederstilling hos Solar Danmark med erfaring i ledelse og forretningsudvikling i bagagen. Privat bor direktøren i Aabybro med sin familie.

- DMT Online er en virksomhed med et solidt fundament og et stort vækstpotentiale, pointerer Flemming Andreasen og fortsætter:

- Virksomheden har altid holdt fast i kerneforretningen, som er levering af kabler, stik, kabelkonfektionering, antenner og radiokommunikation.

Specifikt har DMT Online fokus på salg og rådgivning som underleverandør af kvalitetskabler, stik, kabelkonfektionering og antenner til industrierne inden for off-shore, vindmøller, marinen samt tele- og radiokommunikation.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste