Billede beskrivelse

Liv i den gamle hestestald

02. juli 2025 kl. 19.00

SÆBY: Endelig er sommeren kommet med sol og varme, hvilket betyder, at der igen i år er kommet kunst i den gamle hestestald i Købmandsgaarden midt i Sæby centrum.

Ti kunstnere åbnede den 21. juni den traditionsrige udstilling, suppleret med arbejdende værksteder og frem til den 2. august inviteres publikum ind i stalden og gården for at opleve masser af malerier, smykker, tegninger, træskæringer, patchwork og piber.

Det er igen Mogens Hellum der er igangsætter og koordinator af sin 13. udstilling. Han fortæller, at den kraftige blæst gav udfordringer den første uge i Købmandsgaarden, hvor de udendørs malerier klappede i takt til vindens susen.

Billede beskrivelse

Gennem 80-årige Mogens Hellums mangeårige virke har han oparbejdet et stort netværk, som han trækker på, når der hvert år skal findes kunstnere der vil udstille i stalden.

- Der er heldigvis mange dygtige kunstnere der år efter år vælger at udstille i Sæby, men det er altid rart at trække ny inspiration til udstillingen. I år har vi således fået to anerkendte kunstnere, Ditte Løgager fra Aarhus og Bent Eggert fra Hou, der viser billedkunst på højt niveau, lover Mogens Hellum.

Mogens erkender at der er mange billedkunstnere med i år, men heldigvis repræsenterer de vidt forskellige stilarter, så der er noget for enhver smag.

Som altid hersker der en god stemning blandt udstillerne, som hjælper hinanden. Hvis man ikke selv er til stede, er der straks en kollega der kan give information og sælge.

Èn af de trofaste udstillere er Alice Filunka Tannert, der i år er med i Stalden for 6. gang. Hun deltager med fotokunst og ravsmykker og ikke mindst sine populære magnet-smykker.

Godt for kroppen

Alice fortæller, at der er mange fordele ved at bruge magnetsmykker i hverdagen.

Magnetarmbånd, halskæder og ankelkæder er ikke kun et smukt accessoires, men kan også bidrage til ens daglige velvære. De indbyggede magneter er placeret strategisk for at skabe en blid magnetisk effekt, som mange oplever som afslappende.

Billede beskrivelse

- Unge som ældre kan drage fordel af magnetsmykker.

- Mine kunder fortæller om positive erfaringer med at få lindring for ømhed og hævelse i led og forbedret blodcirkulation samt mindre muskelsmerter, siger Alice F. Tannert.

Udstillere

Der kommer i løbet af sommeren nye kunstnere ind fra udskiftningsbænken, men for nuværende kan der ses forskellig kunst fra Bent Eggert, Hou, olie på lærred og helst i nonfigurative abstraktioner.

Ditte Løgager, Aarhus, bliver inspireret af sjove oplevelser og episoder i hverdagen, der kommer til udtryk i de skæve malerier.

Lisbeth Pedersen, Sæby, med små og store kreationer i patchwork. Alice Filunka Tannert, Frederikshavn, som er med for 6. gang, deltager med fotokunst samt magnet- og ravsmykker.

Billede beskrivelse

Anne Mette H Jacobsen – ”klovnemor”, Frederikshavn, deltager for 8. gang med oliemalerier. Hun havde i øvrigt sin første udstilling i 2012 i Kunstnerskoven.

Alice Filunka Tannert, Frederikshavn, der i år er med for 6. gang. Deltager med fotokunst, ravsmykker og magnetsmykker.

Annette-Fiala Bjerre med strik i mange varianter.

Birgit Jensen, Aalborg, akrylmalerier, tegninger, kunstkort samt træskæring.

Kit Neupart, Gistrup, med nyttige ting i læder.

Ole Walther, Aalborg, med et bredt udvalg af håndlavede piber.

Mogens Hellum, Sæby, med oliemalerier fra byen ved havet og den skovkranste å.

Der er åbent alle dage fra klokken 10 til 16.

Lidt om arrangøreren

Mogens Hellum er altid god for et par historier og man har indtryk af, at han har gået i skole med alle Sæbys gamle originaler.

Æblet falder som bekendt sjældent langt fra stammen. Faderen Hakon Peter Hellum, kaldet ”Basse” var i mange år lejrchef på FDM Camping i Sæby. I fritiden malede han og skrev tekster til IF Skjolds revyforestillinger, hvor han spiddede de sæbynitter der havde stukket næsen frem.

Basses søn, "Vildbassen" alias Mogens har arvet faderens kreativitet og lune væsen.

Unge Mogens kreativitet fik lov at blomstre gennem sin uddannelse som konditor og bager.

Når han påstår, at han altid havde rent mel i posen, var det måske ikke unaturligt for ham senere at blive rengøringschef hos Ørskov Skibsværft.

I en snes år inden Mogens gik på pension, drev han sit eget skibsservicefirma med op til 120 ansatte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste