Billede beskrivelse

Kystmuseet inviterer til julemysterie: Smag, lyt og føl dig gennem gåderne

01. december 2025 kl. 14.01

SÆBY: Kystmuseet Sæby inviterer alle børn og barnlige sjæle på en forunderlig rejse gennem julens historie, helt fra vikingetiden og frem til i dag.

Det hyggelige og lærerige spil udspiller sig lørdag den 6. december klokken 17 til 20 i de historiske rammer i Konsul Ørums Gaard i Algade 1B.

- Tag familie og venner i hånden og oplev, hvordan museet, der er smukt pyntet op til jul, forvandles til en levende spilleplade med gåder, hvor I skal finde vej gennem julens kringlede kroge, lyder opfordringen fra konstitueret direktør for Nordjyllands Kystmuseum, Maria Groes Eldh.

Undervejs møder deltagerne historiske skikkelser, der lægger op til en udfordrende rejse, hvor alle sanser bliver sat i spil: Der skal smages, snuses, føles og gættes på løsninger på julens gåder.

Julegåden i Konsul Ørums Gaard anbefales til børn fra cirka 6 år og opefter samt til alle barnlige sjæle, naturligvis.

Selve spillet varer cirka en time og er opdelt i tidsintervaller, så der er god plads til alle, fortæller Maria Groes Eldh.

Julegåden i Konsul Ørums Gaard er arrangeret af Nordjyllands Kystmuseum i samarbejde med statister fra Skagen Egnsspilforening.

Billetter til 50 / 100 kroner for henholdsvis barn og voksen kan købes på Kystmuseet Sæby eller online: https://billet.kystmuseet.dk/arrangement?e=IcTMB2Yh6oPirIvLCmOC

Der er et begrænset antal pladser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste