Jesper Lohmann: Otto, Elvis, Sinatra og de andre rødder
FREDERIKSHAVN: Når Jesper Lohmann indtager scenen, venter en eftermiddag fyldt med toner, sange og historier, der flettes sammen til et musikalsk tæppe af gode fortællinger om Otto Brandenburg, Elvis, Sinatra og flere af de store personligheder. Publikum kan glæde sig til en koncert, hvor musikken fortryller, og anekdoterne fænger. Det foregår den 31. maj kl. 16.00 i Det Musiske Hus.
Det fortæller Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening.
Jesper Lohmann er en af landets elskede skuespillere, kendt fra både tv, film og teater. Han har for længst slået sit navn fast som en fremragende sanger og entertainer, der mestrer overgangen fra det inderligt poetiske til det rå og farverige – alt sammen med en humoristisk charme og stilfuld elegance. Med sin frække gadedrengs-attitude og stilsikre optræden serverer han det bedste fra de musikalske legender, krydret med røverhistorier og lune kommentarer.
Musikkorps Sæby deltager også i koncerten. Orkestret består af 45 engagerede musikere i alderen 22 til 80 år og spænder over et bredt repertoire, der favner mange musikgenrer.
Dirigent Mogens Jensen ser frem til at føre taktstokken gennem et festligt program, mens Steen Klarup fra orkestret udtrykker stor begejstring for samarbejdet med Jesper Lohmann:
- Musikkorps Sæby har tidligere spillet med både professionelle musikere og sangere, og vi glæder os meget til denne koncert. Der er lagt op til en uforglemmelig oplevelse for både publikum og musikere.