Billede beskrivelse

I efterårsferien: Kendt forfatter fortæller historien om H.C. Andersen

12. oktober 2025 kl. 11.36

SKAGEN: Hos Folkeuniversitetet i Skagen er de glade; de har nemlig fået et foredrag med forfatter Jesper Wung-Sung i hus i efterårsferien.

Fredag den. 17. oktober kan man opleve den prisbelønnede forfatter i Sognehuset i Skagen, hvor han vil fortælle historien om en sær, ranglet dreng, der vokser op i Odenses fattigkvarter og som hele verden senere kommer til at lære at kende. Foredraget i Skagen tager nemlig udgangspunkt i Wung-Sung to seneste bøger ‘Hans Christian’ og ‘Ungdomsforsøg’ om H.C. Andersen.

Wung-Sung fortæller i Skagen om arbejdet med romanen ‘Hans Christian’, der har et næsten 30-årigt tilløb, og som rummer mere end 500 henvisninger og hilsner til H.C. Andersens forfatterskab, idet Wung-Sung giver den unge Hans Christian en ny, men genkendelig stemme.

Til foredraget fortæller Wung-Sung også om efterfølgeren ‘Ungdomsforsøg’, der skildrer den del af Hans Christians rejse, som gør ham til H.C. Andersen. For de to værker har Wung-Sung modtaget H.C. Andersen-medaljen og Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen-legat.

Drachmann-legat trækker ham til Skagen

Jesper Wung-Sung har desuden, siden sin debut med novellesamlingen ‘To ryk og en aflevering’ modtaget flere andre priser for sit forfatterskab, blandt andet også Drachmann-legatet, som uddeles af Skagens Museum og præcis også er anledningen til, at Wung-Sung i første omgang er i Skagen i efterårsferien, da han skal overrække årets legat til forfatter Peder Frederik Jensen på Skagens Museum den 18. oktober.

- Vi har længe haft Jesper Wung-Sung på ønskelisten, og da han er i Skagen i forbindelse med uddelingen af Drachmannlegatet, er det lykkedes os at få ham til fortælle om arbejdet med de to H.C. Andersen-romaner . Det er vi super glade for, siger formand for Folkeuniversitetet i Skagen Lisbeth Raahauge Karlsson.

Foredraget med Jesper Wung-Sung finder sted i Sognehuset i Skagen fredag den 17. oktober klokken 15.00.

Uddelingen af Drachmann-legatet finder sted lørdag den 18. oktober klokken 15.30 på Skagens Museum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste