Hver lørdag i midtbyen: Der er kræmmermarked over sommeren
FREDERIKSHAVN: Sæsonen med sommermarkeder i midtbyen, indledes lørdag d. 26. juni fra kl. 10.00-16.00, hvor der inviteres til Bagagerumsmarked i Rådhusparken.
Her kan man kan opleve mere end 20 forskellige biler/stande der har et bredt sortiment af brugskunst, tøj, Tupperware, røgvarer og meget mere – et rigtigt kræmmermarked. Bagagerumsmarkedet i Rådhusparken gentages igen den 2. august.
I juli måned flytter markedet på Fiskertorvet, og her kan man også hver lørdag fra kl. 10.00-14.00 opleve et varieret udbud af kræmmere samt mulighed for at købe forskellige mad- og drikkevarer.
- Vi har stadig pladser til stadeholdere, så har man lyst til at hygge sig med salg i gågaden i sommer, kan man købe stadepladser for kun kr. 100,- for hver tre meter fortæller koordinator Yrsa Vanggaard, som kan kontaktes på mobil 2811 5839.
Sommermarkederne arrangeres i samarbejde med Handelsstandsforeningen Frederik.