Seneste nyt
Billede beskrivelse

Havnefest i Sæby havde vejret med sig

14. juli 2026 kl. 15.30

SÆBY: Dette års havnefest er slut, og vandets sagte klukken kan igen høres i havnebassinet.

Sæby Basketball Club og Sæby Rednings- & Bjærgelaug har for 29. gang fjernet bardunerne fra det store festtelt, og al emballage er blevet hentet af leverandørerne.

Arrangørerne af havnefesten kan se tilbage på to hektiske døgn med masser af liv på Sæby Havn, hvor der er blevet spist og i år drukket mere end normalt. Væskebalancen skulle, ja, være i balance, når kroppen transpirerede i varmen.

Billede beskrivelse

De mange ikke dehydrerede gæster kunne næsten non stop nyde livemusikken på kajen og i partyteltet.

De kulinariske oplevelser levede fuldt op til gæsternes forventninger, idet Slagter Tranholm ikke behøvede at tage rester fra den helstegte pattegris med hjem.

Billede beskrivelse

Tarteletterne lørdag middag fik ligeledes ben at gå på. 

De traditionelle danske retter blev udskiftet med asiatiske retter lørdag aften. Restaurant Diet Heaven levede til fulde op til sidste års succes med deres spændende retter. 

Rygtet vil vide, at det allerede er aftalt, at de også leverer maden til næste års havnefest.

Billede beskrivelse

Selv om orkestret B-Friends spillede op til deres bedste, og der var mange tætte dueller på dansegulvet, blev det ellers fyldte telt pludselig tømt klokken 22.30, formentlig fordi der var kick-off på en vigtig fodboldkamp klokken 23.00, vurderede formanden for havnefesten, Henrik Hansen.

Billede beskrivelse

Under havnefesten kom der, uden for det officielle program, flere gange besøg af medlemmer fra Rødder & Vinger, der i deres middelalderpåklædning lavede gøgl og ballade.

- Selv om vi snart har holdt havnefest i tre årtier, er det kun en mikroskopisk årrække i forhold til vores naboer på Paradisjordene, når Rødder & Vinger genskaber hverdagen for mere end 500 år siden, fastslår Henrik Hansen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste