Billede beskrivelse

Halloween Cup vokser – og har brug for en hjælpende hånd fra lokale sponsorer

14. oktober 2025 kl. 06.01

SÆBY: Lørdag den 25. oktober er der igen lagt op til (u)hyggelige grin, fodboldglæde og masser af fællesskab, når der for fjerde år i træk inviteres til Halloween Cup på IF Skjold Sæbys fodboldstadion.

Stævnet samler næsten 900 børn i år, fordelt på 128 hold fra 31 klubber – fra Skagen i nord til Skørping i syd, og cuppen afvikles i tidsrummet fra kl. 9.00 til 15.00.

Halloween Cup startede tilbage i 2022 som et lille 3-boldstævne med 75 deltagere, men er siden vokset eksplosivt. I 2023 deltog 250 børn i både 3-bold og 5-bold, og trods et uhyggeligt dårligt vejr, morede børnene sig, og det resulterede i, at der kom endnu flere deltagere i 2024.

Omkring 500 børn, og op mod 2.000 gæster lagde vejen forbi Sæby stadion i det skønneste sensommervejr i 2024, og i år bliver det endnu større – og for første gang deltager også pigehold fra flere forskellige klubber.

Billede beskrivelse

Som navnet på cuppen antyder er "Halloween" et tema til stævnet, og derfor udsmykkes klubhusets cafeteria og medaljepodiet i skræmmende Halloween stil, og efter fodboldkampene samles børnene omkring det uhyggelige medaljepodie, hvor alle spillere får medaljer og slikposer.

Halloween Cup er et initiativ foranlediget af forældre og børnetrænere i IF Skjold Sæby, og ønsket var og er fortsat at give børnene, samt deres forældre en god og (u)hyggelig afslutning på efterårssæsonen.

Hele arrangementet er skabt og drevet af frivillige kræfter, herunder bagmændene Jens Fuglsang Bruun, Louise Mandrup Fuglsang, Anne Margrethe Ringberg, samt en masse andre lige så hjertevarme ildsjæle.

- Idéer er nemme nok at få, men at få stablet det hele på benene er en fælles bedrift, og stævnets fremtid afhænger af, at vi er flere, som sammen kæmper for at få det til at lykkes, siger Jens Fuglsang Bruun.

Og det fællesskab er netop kernen i Halloween Cup. Sidste år hjalp omkring 40-50 forældre, bedsteforældre, søskende og trænere til med at få dagen til at forløbe perfekt, og i år bliver det endnu større. Arrangørerne forventer mellem 2.500 og 3.500 besøgende på dagen og byder alle velkommen til at komme forbi Sæby stadion for at heppe, nyde stemningen og opleve et af efterårets hyggeligste lokale arrangementer.

Med så mange mennesker samlet i et uforudsigeligt efterårsvejr, håber arrangørerne i år på at kunne give børnene og tilskuerne ly i et stort opvarmet telt, så arrangementet kan fortsætte med at være en tryg og sjov oplevelse for alle.

Billede beskrivelse

Men selv de største ildsjæle kan få brug for en håndsrækning, og for at kunne leje et telt til lejligheden og opsætte borde og bænke, søger holdet bag Halloween cuppen mini-sponsorater og bidrag.

- Vi søger sponsorater i alle størrelser – lige fra små beløb til større bidrag, for alt tæller i det samlede regnskab. Og eftersom Halloween cuppen er et tiltag iværksat af os forældre, så skal vi selv rejse økonomien til det, og her har vi brug for lidt hjælp, siger Louise Mandrup Fuglsang.

Det vigtigste for arrangørerne af Halloween cuppen er, at børnene får en god, tryg og sjov oplevelse, der giver dem lyst til at komme igen næste år, og derfor tager de taknemmeligt imod alle bidrag.

Donationer kan sendes via MobilePay Box: 4922DG

Arrangørerne inviterer alle, der har lyst til at gæste Sæby stadion denne dag, for at deltage i den gode stemning og se glade børn spille fodbold, velkommen.

Mere information om stævnet kan findes på linket, hvor kampprogrammet også offentliggøres i uge 43. https://www.procup.se/cup/39177.htm

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste