Fra Sæby til Skagen: Brødre forvandler nordjysk natur til musik
SKAGEN: De fremadstormende og anmelderroste brødre Jakob og Rasmus Sørensen, som stammer fra Sæby, har verden med sig - fra New Yorks jazzscener til Nordjyllands åbne landskaber - når de torsdag den 4. september har premiere på et nyt musikalsk værk på Kulturhus Kappelborg i Skagen.
Her forener de deres forskellige musikalske temperamenter og spejler samtidig naturen i Nordjylland.
- Der er ni år mellem Rasmus og jeg, og da vi boede hjemme, var han ret lille, da jeg var teenager. Så det er egentlig først her ret sent, at vi er begyndt at spille sammen, fortæller Jakob Sørensen og forklarer, at broderen Rasmus har boet fem år i New York og er meget drevet af den amerikanske moderne jazz-verden, hvor det er ret komplekse ting, der bliver komponeret og der bliver spillet hurtigt og musikken er virtuos. Modsat har Jakob boet mest i Danmark og altid været optaget af forbindelsen mellem musik og natur.
Og det er netop naturen, mere præcist den i og omkring Skagen, som har sat rammen for værket.
Hulsig Hede syd for byen og mødet mellem de to have på Grenen er særlige inspirationskilder.
- Nordjylland generelt, men især Hulsig Hede, har jeg altid syntes var meget fascinerende. Man kan sige, at vores musik er en fortolkning af naturen omkring Skagen, siger Jakob Sørensen.
Koncerten får altså karakter af en musikalsk rejse i det nordjyske landskab.
- Jeg forestiller mig, at når man sidder til koncerten og lukker øjnene, så kører der en film i hovedet, mens man lytter. Noget af det bliver lidt meditativt, andet mere dramatisk. Vi har arbejdet med at skabe kontraster, som stormens råb og lysningens melodi og kontrasten mellem New York og Nordjylland, siger han.
Sammen med et orkester af nogle af landets bedste jazzmusikere skaber de en lyd, hvor skrøbelige melodier, lange pauser og dramatiske opbygninger indfanger essensen af naturens mangfoldighed.
Jakob Sørensen modtog Gaffelprisen i 2020 og blev i 2017 kåret som Årets Nye Danske Jazznavn og i 2015 som årets Nordjyske Jazznavn. Han har udgivet fem albums og er en af Danmarks mest efterspurgte trompetister.
Rasmus Sørensen har i den seneste tid opnået international anerkendelse som pianist med rødder i New Yorks jazzscene. I 2024 modtog han prisen som årets musiker ved DMA Jazz, og modtog i foråret 2025 Ben Webster-prisen. Senest er hans album ‘At The Right Time’ anmeldt i Politiken med 5 hjerter og ordene, "Det er et kæmpetalent, dansk jazz her er blevet begavet”.
Premieren på Kappelborg bliver derfor en sjælden mulighed for at opleve de to brødre fra Sæby, der er store stjerner på jazz-scenen og sammen har skabt et nyt værk i spændingsfeltet mellem lokalt og globalt, natur og storby med Skagen som musikalsk omdrejningspunkt.