Billede beskrivelse

For 33. gang: Julealsangskoncert i Sæby Kirke

24. november 2024 kl. 06.00

SÆBY: Sæbygarden inviterer alle til deres traditionsrige julealsangskoncert i Sæby Kirke.

Her vil gardens harmoniorkester spille en masse fantastiske julenumre.

Koncerten finder sted søndag den 15. december klokken 19.

- Vi glæder os til at vise, hvad vi har arbejdet hårdt på de sidste mange uger og håber, at koncerten vil give en skøn julestemning blandt publikum, siger Sæbygardens formand, Christina Maria Nielsen.

Ikke overraskende er temaet jul, og publikum kan se frem til at nyde en række af de gammelkendte julemelodier og der vil blive suppleret med et par soundtracks fra kendte julefilm.

Ud over at nyde musikken bliver publikum inddraget ved at synge med på julens dejlige salmer.

Sæbygardens Harmoniorkester på 30 dygtige musikere dirigeres af Jens Beck.

Endvidere medvirker Sæby Kirkes nye organist Peter Emil Ryom og overrasker med et stykke orgelmusik i løbet af koncerten.

Det er i øvrigt 33. gang at Sæbygarden afholder julealsangskoncert.

Bortset fra i 2018, hvor Sæby Kirkes kalkmalerier var under renovering, og i Corona-året 2020, har der hvert år den 3. søndag i advent været afholdt julekoncert i Sæby Kirkes velegnede rammer.

Entré er igen i år på 50 kroner. Overskuddet går ubeskåret til gardens ungdomsarbejde.

Entrebilletter købes ved indgangen. Der kan betales kontant eller via MobilePay.

Sæbygarden glæder sig som altid til at byde velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste