Billede beskrivelse

Festival præsenterer store ændringer

27. april 2026 kl. 11.03

SKAGEN: Når årets Skagen Festival 2. juli skydes igang bliver det med ændringer på programmet.

Torvescenen midt i byen, flytter på skolemarken og en ny kulturscene ser dagens lys på Kulturhus Kappelborg, det oplyser festivalen i en pressemeddelelse, som med de to væsentlige nyheder satser på at løfte festivaloplevelsen for publikum og skabe endnu bedre rammer om musikken, fællesskabet og festivalstemningen i byen.

At Torvescenen flytter fra skaterbanen ved siden af Kulturhus Kappelborg og over på Skolemarken åbner for flere muligheder og giver markant mere plads at boltre sig på.

- Det betyder blandt andet, at kapaciteten på Torvescenen fordobles. Det giver også mulighed for at skabe et hyggeligt og indbydende festivalmiljø, hvor publikum får lyst til at blive hængende og nyde både musikken, stemningen og selskabet, oplyser festivalen.

Ud over et større telt, bliver der etableret et hyggeligt udendørsområde, som Skagen Festival har store forventninger til især på dage med rigtig godt festivalvejr.

I det udendørs område bliver det muligt at stille sulten hos en række foodtrucks,
Festivalen håber med den manøvre, at Torvescenen bliver et sted, hvor man udover at opleve koncerter også kan mødes, og få lyst til at blive og være en del af festivalen i flere timer ad gangen.

Ny scene og nyt navn

Og når nu scenen flytter synes festivalen, at det vil være på sin plads med et nyt navn til scenen på Skolemarken og håber på hjælp til det fra festivalgæsterne. Derfor kan man netop nu deltage i konkurrencen om to billetter til en valgfri koncert på årets festival ved at afgive et bud på et nyt scenenavn på Skage Festivals hjemmeside.

Kulturscenen Kappelborg

Lige på den anden side af vejen fra Skolemarken, inde i Kulturhus Kappelborg, finder man festivalens anden store nyhed.

Her genskaber Skagen Festival en intim scene med plads til 150 gæster og med fokus på den musikalske oplevelse i nærværende rammer.

Publikum kommer til at sidde ved caféborde og opleve koncerter tæt på i et rum, hvor tekst, lyrik og stemning får lov at træde tydeligt frem, oplyser festivalen.

Kulturscenen bliver stedet for de mere intime koncertoplevelser med akustisk lyd og en særlig ro omkring musikken.

Jamsessions i Skawbaren

Det er også i Kulturhus Kappelborg, at Skawbaren i år får hjemme. Skawbaren har tidligere haft base i Skagenhallen, men flytter nu ind i de nye rammer på Kappelborg.
Skawbaren er for mange festivalens bankende hjerte ud på de sene timer.

Det er stedet hvor frivillige, musikere og festivalgæster mødes på kryds og tværs, og hvor der år efter år opstår en ganske særlig stemning. Det er også her, de spontane jamsessions ofte opstår, når musikerne mødes og spiller sammen på tværs af konstellationer og genrer.

Billetter til Torvescenen købes i indgangen og koster 100 kroner for en dagsbillet.

Billetter til kulturscenen på Kappelborg købes i forsalg, og eventuelle resterende billetter kan købes ved indgangen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste