Billede beskrivelse

Fællesspisning og pubquiz samler voksne unge

15. september 2025 kl. 21.01

SKAGEN: Unge i 20’erne og 30’erne mødes fredag den 19. september til fællesspisning og pubquiz på Sømærket i Gl. Skagen. Arrangementet er første bud fra projektet ‘FYI Skagen’, der bygger netværk og fællesskab blandt de unge voksne i Skagen.

FYI Skagen, som er støttet af Frederikshavns Kommune, er et samarbejde mellem Skagen Erhvervsforening, Naturstyrelsen, Kulturhus Kappelborg, Skagens Museum, FF Skagen og Skagen Salmon.

Projektgruppen består af unge medarbejdere fra de nævnte virksomheder og institutioner i byen. Sammen har de udviklet en platform for unge voksne, både lokale og tilflyttere, hvor de unge kan mødes og bruge fælles arrangementer som afsæt til nye relationer.

Det er også projektgruppen, der står bag arrangementet på fredag på Sømærket i Gl. Skagen.

- Det, vi gerne vil, er at bygge en platform, som bliver et fundament til at finde andre unge mennesker i Skagen at være sammen med og gøre ting sammen med, siger Sara Løvschall Grøntved fra projektgruppen om projektet.

Hun refererer også helt konkret til facebooksiden FYI Skagen, hvor de unge kan connecte og bruge siden som uformel opslagstavle omkring events og arrangementer, men også til, hvis man bare har lyst til at mødes.

Fakta om arrangementet

Hvad: Første event i FYI Skagen, Fællesspisning og pubquiz
Hvor: Sømærket i Gl. Skagen
Hvem: Unge i 20’erne og 30’erne og deromkring
Tidspunkt: Fredag den 19. september klokken 17.00

Fredagens arrangement fokuserer på mad og fællesskab. Det næste event sætter naturen i centrum, og den 14. november finder efterårets tredje arrangement sted og har fokus på musik, når de unge sammen følges til koncert med Patina på Kulturhus Kappelborg.

Fællesspisning og velkomstdrink er gratis og man kan selv tilkøbe drikkevarer

Tilmelding: Først til mølle, da der er plads til 40 personer. Man skal tilmelde sig senest 16. september på fyiskagen@gmail.com

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste