Få et spændende indblik i Cambodia efter grænsekonflikten
FREDERIKSHAVN: I sommer brød en voldsom grænsekonflikt ud mellem Thailand og
Cambodja omkring det historiske tempelområde Preah Vihear. Konflikten førte til militære sammenstød, civile på flugt og utryghed i grænseområdet.
Hvorfor er det relevant for frederikshavnere, kan du spørge. Det er det, fordi mange af byens borgere har været med til at yde nødhjælp til krigsramte mennesker gennem donationer til eller handel i Danmissions butik i Søndergade.
Hvordan påvirker grænsekonflikten hverdagen i Cambodja i dag? Det sætter Danmission fokus på ved et spændende fyraftensmøde torsdag 30. oktober kl. 16 i Abildgård Kirke.
- Det er lykkedes at få Peter Herum, Danmissions regionschef i Asien, som bor i Phnom Penh i Cambodia, til via online-forbindelse at fortælle om konsekvenserne af konflikten, og om Danmissions arbejde i området. Efterfølgende vil der blive mulighed for at stille spørgsmål, fortæller en af arrangørerne, Claus Jensen.
Abildgård kirke har en mangeårig forbindelse med en menighed i Cambodia, derfor har man fundet det naturligt at arrangere dette fyraftensmøde her.