Billede beskrivelse

Erik Mortensens gyldne fingerbøl kommer til Frederikshavn igen

16. oktober 2025 kl. 19.01

FREDERIKSHAVN: De Gyldne Fingerbøl kommer igen til Frederikshavn i forbindelse med Erik Mortensen-udstillingen på Frederikshavn Kunstmuseum næste år. Det oplyser kunstmuseets leder, Christian Andersen, netop hjemkommet fra et vellykket møde på Designmuseet i København, som har indvilget i at udlåne fingerbøllene.

Når Frederikshavn Kunstmuseum åbner udstillingen for frederikshavneren Erik Mortensen på hans 100-års dag 26. april næste år, bliver det således ikke kun med fremvisning af hans haute couture kjoler, som ligeledes er udlånt fra Designmuseum Danmark.

Hele tre gange modtog Erik Mortensen (1926-1997) Det Gyldne Fingerbøl (Dé d’Or), som var den højeste udmærkelse en haute couture-designer kunne modtage. Ingen haute couture-designere har modtaget Det Gyldne Fingerbøl flere gange end Erik Mortensen. Kun Pierre Cardin modtog prisen lige så mange gange som Erik Mortensen.

Erik Mortensen modtog fingerbøllene i 1983 (Pierre Balmain), i 1987 (Pierre Balmain) og i 1994 (Jean Louis Scherrer)

På Erik Mortensen-udstillingen vises to af hans fingerbøl – ét fra hans tid hos Pierre Balmain, og ét fra hans periode som chefdesigner hos Jean Louis Scherrer. Begge fingerbøl stammer ligesom kjolerne fra samlingen hos Designmuseum Danmark.

- På grund af Erik Mortensen har Frederikshavn Kunstmuseum en særlig aftale med Designmuseum Danmark. Normalt låner Designmuseum Danmark ikke fra deres samling til museer, som ikke er statsanerkendte. Men en ældre gentlemanaftale mellem Frederikshavn Kunstmuseum og Designmuseum Danmark gør det muligt at vise Erik Mortensens kjoler og nu også hans Gyldne Fingerbøl i Frederikshavn. Vi er ikke et statsanerkendt museum, men bare anerkendt, og det er alt rigeligt. Jeg håber, at frederikshavnere og byens gæster kommer for at opleve Erik Mortensens designkunst, siger Christian Andersen, Frederikshavn Kunstmuseum.

Det Gyldne Fingerbøl blev uddelt fra 1976-1993 af en gruppe franske og internationale modeeksperter.
Udstillingen ”Erik Mortensen 100 år” vises fra 26. april til 8. august næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste