Eric er én af de få nulevende dinosaurer i den danske kunstverden
SÆBY: Påsken er lige om hjørnet - og dermed også årets påskeudstillinger.
Traditionen tro har galleriejer Eric Kaare på Galleri Nordenvind arrangeret udstilling, og han glæder sig til at vise dansk og international kunst fra øverste hylde.
Der er fernisering på årets Påskeudstilling, lørdag den 5. april klokken 14-17. Udstillingen holder herefter åbent frem til den 4. maj.
- Jeg har lavet påskeudstillinger i adskillige år, heraf 50 år i eget regi, og altid med det jeg mener er kunst, siger Eric Kaare, som måske ikke uden grund, betegner sig selv som én af de få nulevende og aktive dinosaurer inden for den danske kunstverden.
Eric har igennem årene opnået gode personlige kontakter, som har medført nogle fantastiske samarbejdsrelationer med såvel danske som internationale kunstnere.
- Jeg vil stadig vide, hvad kimen er til det, de skaber, og hvad er kilden, der nærer deres virke. Det er det, der vækker min nysgerrighed og holder mig i gang, understreger galleriejeren.
Peter Brandes mindes
I gallerikokalet, for enden af gangen, finder man en mindeophængning for en kunstner, der har betydet meget for Galleri Nordenvind.
For 44 år siden var Peter Brandes en af de første kunstnere, der fandt vejen til Sæby og det nystartede grafiske værksted Nordenvind.
Brandes var en af de kunstnere, der kom til at sætte “barren” for, hvad Galleri Nordenvind skulle arbejde med.
Den anerkendte 80-årige kirkekunstner, der blev født i Assens i 1944 gik bort den 4. januar i år.
- Peter Brandes vil blive savnet, men heldigvis kan Nordenvind vise hans allersidste værk, sammen med et udsnit af alle Brandes bogværker, oplyser Erik Kaare.
Øvrige kunstnere
Ud over Peter Brandes indeholder Påskeudstillingen 2025 tyske catwalk af fugle, og bag gardinerne gemmes en helt speciel verden skabt af kunstnere, der hylder den surrealistiske retning.
Melody Brzezinski arbejder både med drømme og H.C. Andersen-tema.
Patricia Casagranda fra Tyskland og Hollandske Bram Reijnders er to meget aktuelle kunstnere på den internationale kunstscene.
Svenskeren Sven Lidberg har også sneget sig ind med sine finurlige skildringer af livet hinsides.