Elvis og Beatles i dobbeltkoncert i Strandby på søndag
STRANDBY: De to lokale kopibands, The Memphis Gang og Get Back, der spiller henholdsvis Elvis Presley- og Beatlesnumre, giver fælles koncert i Strandby Metodistkirke søndag 14. september.
Begge bands har deres udspring i miljøet omkring Metodistkirken, idet de er startet af Steen A. Larsen, der var formand for Elvis-klubben i Skandinavien, og kirkens præst, Mark Lewis Wesley, der med sin amerikanske baggrund havde et særligt forhold til Elvis Presley og Memphis-musikken.
Dobbeltkoncerten på søndag er et velgørenhedsarrangement, hvor der samles ind til Metodistkirkens projekter i det sydlige Congo, hvor der arbejdes med at drive sundhedsklinik og etablere vandforsyning.
Kirken håber derfor, at mange vil overvære koncerten, der starter kl. 19.
Mark Lewis Wesley, der har været præst i Strandby i 12 år, er i øvrigt netop gået på pension og flyttet til Sjælland, men han kan naturligvis ikke lade muligheden gå fra sig for at optræde med sine bands og samtidig støtte et godt formål, så han lover at give den ekstra gas på søndag.