Det bliver hele tiden sjovere på Strandby Havn
STRANDBY: Sjov på Strandby Havn er tilbage for fuld styrke. Hver tirsdag i juli fra 16.00 til 20.00 dækker omkring 100 frivillige op til en mægtig folkefest på havnekajen, og premieren viste, at festen hele tiden tager til i styrke. Det bliver hele tiden lidt sjovere.
Landsdelens største kræmmermarked indrammede hele festområdet, og der var virkelig noget at kigge på – og måske købe – for hele familien. Midt i det hele strålede 30-40 veteranbiler fra Knivholt Veterankøretøjer og Midtvendsyssel Veteranbilklub. De nypudsede klenodier gav anledning til mange spørgsmål og kommentarer.
Sådan én havde min bedstefar også, eller sådan én tog jeg kørekort i.
Et tivoli fra Aalborg var på plads med sjov for børnene. Det samme var Nordsøen Oceanarium med et naturlykkehjul. Hjemmeværnet var klar med information om deres aktiviteter, og som noget nyt i år var der en stor udstilling og demonstration af grilludstyr fra Ofyr Danmark.
Strandby er synonom med fisk, og den kan man opleve på havnen på flere måder. Dels i fiskeboden, som sælger et udvalg af dagens fangst, dels ved den særlige turist-fiskeauktion om aftenen. Og ikke mindst ved de lange borde på pieren, hvor det store køkkentelt serverede lækre skaldyrsanretninger. Det var også muligt at få et par fiskefrikadeller med på farten.
Tovholder på det store arrangement, Peter Stokbro, glæder sig over, at den ny sæson blev slået godt i gang, og han er stolt over, at Strandby kan præstere en begivenhed på det plan.
- Det startede i det små med at en gruppe frivillige gik sammen om at skabe en aktivitet på havnen. De organiserede sig som en gruppe under Strandby Fællesvirke, og gruppen er vokset år for år, så den i dag tæller over 100 frivillige og et meget stort antal sponsorer blandt havnens og byens virksomheder. Det viser, at når vi er mange, der står sammen, så lykkes vi med et stort arrangement som dette. Vi får vist, hvad Strandby kan med hovedvægt på den friske fisk, siger Peter Stokbro.
Festen i Strandby fortsætter hver tirsdag eftermiddag i juli, og desuden bliver der et par torsdage med alsangsarrangement på havnen. Det kan du alt sammen læse mere om på sjovpaahavnen.dk eller Facebooksiden Sjov på Strandby Havn.