Der er oplevelser for store og små i julebyen
FREDERIKSHAVN: De handlende i både midtbyen og vestbyen er gået all-in på julehygge. Med gode tilbud i butikkerne og masser af oplevelser for hele familien i gågaden og i Møllecentrets juleby.
Julerierne finder primært sted torsdag til søndag.
I midtbyen finder du Julemandens Hus på Fisketorvet, hvor du kan hilse på Santa Julle, Julemor Ruth eller nisserne Jannie og Anton. De skiftes lidt, for de skal også passe Julehuset i Møllecentrets juleby.
Her er Santa Julle omgivet af markedsboder med julegodter og gaveideer, juletræssalg, kreative julesysler m.v. Og der er spændende aktiviteter som karrusel, vippedyr, eltog, kanekørsel, sne-/flødebollemaskine, pebernøddekatapult, karamellykkehjul og rottedasker.
Det store nisseorkester fra Musikkorps Sæby underholder i gågaden både lørdag 6. og søndag 7. december. Om lørdagen er der Juletræsfest på Fisketorvet kl. 13.00 med dans om juletræet og slikposer til børnene venligst doneret af Spar Nord og Rema 1000 på Kragholmen.
Om søndagen kører Nordjyske Banks juletraktor i pendulfart mellem midtbyen og Møllecentrets juleby. Turen er gratis.
Julehandelen er for længst oppe i højt gear i Frederikshavn. Handelsforeningen FREDERIK og de handlende har igen i år stempelkampagne med flotte præmier, og der er allerede indleveret mange kuponer. de første 72 heldige vindere og 2 ugevindere i uge er 48 og 49 er udtrukket.
Den første ugevinder af et FREDERIK-gavekort på 2000 kroner blev Lillian Jelsbak Clausen, og hun har allerede været forbi handelschefens kontor og hente præmien.
De øvrige vindere er annonceret i Ligeher.nu avisen samt på FREDERIKs hjemmeside.
Den samlede præmieværdi er hele 100.000 kroner, og den populære stempelkampagne fortsætter helt frem til jul, hvor hovedpræmien på 20.000 udtrækkes.
Byens butikker har åbent hver dag i december og er klar til at dele stempler ud, med flere kuponer har du større vinderchancer.