De små sang Skagen Festival i gang
SKAGEN: "De små synger" er titlen på en klassisk sangbog for børn.
Det kunne også være overskriften på åbningen af årets Skagen Festival, for her sang de små virkelig godt med, da folkebandet Phønix var første orkester på den nye Byscenen over for Kappelborg.
I læ for regn og vind hyggede de sig i teltet, de mange små poder fra Skagens daginstitutioner og dagplejer.
Og når man er barn, betyder det ikke så meget, om det helt giver mening, det der bliver sunget.
Bare vrøvleversene ligger godt i munden.
Og Phønix ved, hvad der virker.
Bandet har spillet i Beijing i Kina, i Toronto i Canada og fra Nordkapp til det sydlige Europa.
Torsdag formiddag var de i Skagen.
Dansk-nordisk musikkultur
Koncerten bød på iørefaldende melodier, sjove rum, drabelige folkeviser - med rødder i den dansk-nordiske musikkultur.
Det gav plads til både fællessang og fællesklap i det, der blev en hyggelig og intim koncert.
Phønix har udgivet ni albums undervejs i karrieren og modtaget hele fire Danish Music Awards.
Og selv om regnen op af formiddagen satte sit præg på Skagen, så var stemningen god inde i teltet.
Lover godt
Starten lover godt for resten af festivalen, mener formand for Skagen Festival, Lars Jensen.
- Vores billetsalg går rigtig godt. Vi har udsolgt til Havnescenen torsdag aften. De øvrige dage er der stadig billetter at købe, fortæller Lars Jensen.
Festivalen igennem er der masser af kendte musiknavne på scenerne i Skagen, men også mere ukendte navne får plads.
For Lars Jensen er det med til at skabe det helt rigtige mix til Skagen Festival.
- Jeg tror, at alle dem, der kommer til Skagen, kender Lars Lilholt Band og andre af de etablerede musikere, der skal optræde.
- Men de kommer helt sikkert også til at møde noget andet, som de ikke på forhånd vidste var fantastisk, og det er dét, en festival kan for sine gæster - åbne døre til nye musikalske oplevelser, siger Lars Jensen.
Børnene, der gæstede byscenen torsdag formiddag, kendte næppe heller Phønix.
Men de kunne trille syngende hjem i den tiltagende regn.