De Blå Næser inviterer til fuldmånebadning
SÆBY: Mandag den 3. november er der fuldmåne, og De Blå Næser byder derfor på en omgang kold fuldmånebadning i havnen, en tur i den brandvarme sauna og en tallerkenfuld suppe at lune sig på i klubhuset.
For medlemmer af De Blå Næser koster traktementet 30 kr. og inkluderer en vand, øl eller et glas vin. For ikke-medlemmer kan den trefoldige herlighed erhverves for den nette sum af 60 kr.
Saunaen er tændt fra kl. 16.30-21.00, og suppen simrer på komfuret og serveres i tidsrummet fra kl. 19.00-20.00.
Betaling skal ske ved tilmelding til MobilePay 86218. Husk at oplyse dit fulde navn, samt teksten ”måne”.
Tilmelding senest onsdag den 29. oktober efter først til mølle-princippet.
Hvis du ønsker at blive introduceret til vinterbadning, så afholdes der intromøde ved Margit Oien mandag den 20. oktober kl. 17.00 i klubhuset, Sæby Sejlklub, Havnen 9. Det er gratis at deltage i infomødet og indebærer både en tur i havnen og i saunaen, for dem som måtte ønske dette.
Alle medlemmer bader iført badetøj.
Åbningstider alle ugens dage, undtagen tirsdag, fordelt på morgen- og aftenåbningstider. Der er saunagus ved gusmester, på onsdage fra kl. 20.00-21.00 og på torsdage i hele åbningstiden fra kl. 16.30-21.00.