Billede beskrivelse

Cup no.1 gør klar til jubilæums turnering

28. juni 2025 kl. 06.03

FREDERIKSHAVN: I 1984 blev den første Dana Cup turnering afholdt i Frederikshavn, og den har kørt hvert år siden - dog med undtagelse af 2020 og 2021, hvor corona satte en stopper for arrangementet.

Turneringen, der skiftede navn i 2012 til Cup No.1, kan derfor i år fejre sit 40 års jubilæum. Gennem årene har der deltaget over 100 forskellige nationer, og mere end 9000 hold har dystet på FfI’s baner ved Fodboldvej og på Stadion.

- Vi har i år 176 hold med. Det er 10 hold færre end sidste år, men vi mangler to norske klubber, der plejer at have 18 hold med. De deltager kun hvert andet år. Så det er cirka på niveau med sidste år. Vi har for første gang i år, fire hold med fra den spanske klub Ebre Soccer, og dem glæder vi os til at se. Men som altid er der hold, der har problemer med at få deres visum i orden, og det er ofte helt op til cuppen starter, før vi ved, om de kommer. I år er det et par hold fra Marokko og Algeriet, der er usikkerhed om, fortæller Jette Varmløse, der er koordinator for Cup No.1.

Billede beskrivelse

De ca. 3.000 deltagere og et stort antal medrejsende forældre fra 30 forskellige nationer giver liv og glade dage på Fodboldvej, og her har man lavet et par nye tiltag for at skabe endnu mere stemning på pladsen foran klubhuset.

- Som noget nyt har vi i år fået lavet to træhuse, som skal stå på pladsen. Herfra vil der bl.a. blive solgt kakao, is-kaffe, candyflush, slush-ice og drikkevarer. Og vi vil også sælge pizza. Fredag aften slutter vi af med en fest i teltet, hvor alle Frederikshavnere er inviteret gratis med. Det er bandet Bo-Dega, der underholder og spiller op til dans, og der vil være mad og drikke til fornuftige priser, fortæller Jette.

Billede beskrivelse

Det kræver mange frivillige hjælpere at gennemføre turneringen. Der er heldigvis mange trofaste hjælpere, som kommer år efter år og ofte over flere generationer. Det er hyggeligt at mødes i uge 28 med dem, som man havde vagt med sidste år.

- Vi er glade for, at så mange har lyst til at hjælpe til turneringen. I år skal vi bruge ca. 600 hjælpere, og der er stadig enkelte ledige vagter, hvis der skulle være nogen, der har lyst til give en hånd med, siger Jette. 

Hun har travlt sammen teamet på Fodboldvej, inden turneringen skydes i gang med indmarch mandag aften, den 7. juli på Frederikshavn Stadion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste