Baptistkirken fejrer sit 125-års jubilæum
SÆBY: 1. januar 2026 var det 125 år siden Sæby Baptistkirke blev stiftet, og i den forbindelse inviterer kirken til jubilæumsweekend 28. og 29. marts.
Lørdag 28. marts er der Åbent Hus i kirken på Sæbygaardvej 13, klokken 13 til 16.
Her serveres kaffe og kage, og man kan få en rundvisning i kirken, der blev indviet i januar i fjor.
Der er udstillet billeder, avisartikler med videre fra kirkens historie.
Desuden præsenterer kirken de tilbud og aktiviteter, som de har i dag.
Søndag 29. marts klokken 10 holder menigheden sin jubilæumsgudstjeneste.
Her vil Peter Grarup, der var præst i kirken mellem 1975 og 1985, holde prædikenen.
Et af menighedens ældste medlemmer, 88-årige Ruth Thingbak, har skrevet en jubilæumssang, og efter gudstjenesten serveres tapas efterfulgt af kaffe og kage.
Sæby Baptistkirke håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi kirken i jubilæumsweekenden.