Seneste nyt
Billede beskrivelse

Alberte Winding hædret på Skagen Festival

03. juli 2026 kl. 21.32
Opdateret kl. 22.31

SKAGEN: Allerede inden starten på sin koncert på Skagen Festival blev Alberte Winding mødt af et stående bifald.

Det skete, da hun modtog Den Danske Folkemusikpris 2026, der uddeles hvert år i samarbejde med Spar Nord. 

Prisen blev etableret i 1995 i forbindelse med Skagen Festivals 25-års jubilæum og uddeles årligt til en kunstner, der har ydet en særlig indsats for folkemusik og den folkelige sangkultur i Danmark.

Billede beskrivelse

Stemningen var både højtidelig og afslappet, da prisoverrækkelsen fandt sted på scenen.

Lokalbankdirektør Anders Krøgh stod for at overrække hæderen, der består af 25.000 kroner, et diplom og et kunstværk udført af den lokale kunstner Hanne Munk Kure.

Prisen gives som en anerkendelse af et langt virke i dansk musik, hvor Alberte Winding har sat sit tydelige præg med sange, der er blevet en fast del af flere generationers musikalske erindring.

- I år går prisen til en kunstner, som gennem fire årtier har formået at røre os, at samle os og skabe musik, der bliver siddende i både hjerte og hukommelse. Alberte, du har med din nærværende stemme og dine hverdagspoetiske tekster beriget dansk musik siden din debut i 1985, sagde Anders Krøgh.

Billede beskrivelse

Den mest populære sang

Han understregede, at valget af Alberte Winding som modtager blev truffet lang tid før, hendes sang "Lyse Nætter" strøg til tops på DR’s liste over de mest populære sange i de seneste 100 år.

Efterfølgende indtog Alberte Winding scenen og leverede en koncert, der hurtigt udviklede sig til et fælles musikalsk samlingspunkt. 

Billede beskrivelse

Publikum sang med på de sange, der gennem årtier har gjort hende til en central skikkelse i dansk musikliv.

Og "Lyse Nætter" udløste den største begejstring og høstede eftermiddagens største bifald, mens børnesangene "Tju Bang Chokolademand" og "Fredes sang (Jeg går og hedder Frede)" overraskende udløste den mest massive fællessang blandt det ellers ret modne publikum.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste