Åben flådestation var igen et stort tilløbsstykke
FREDERIKSHAVN: Lørdag d. 6. september gentog Flådestation Frederikshavn deres utroligt populære åbent hus-arrangement.
September-vejret viste sig fra sin bedste side og 8.100 gæster valgte at lægge vejen forbi.
Der var gang i aktiviteter på hele området, og gæsterne fik bl.a. mulighed for at komme ombord på flere af skibene samt at få en sejltur i både hurtige gummibåde og en slæbebåd.
Særligt den store helikopter der udførte en redningsaktion i vandet mellem flådestationen og Marinaen, trak mange folk til og flere fik også mulighed for at mærke det voldsomme lufttryk fra helikopteren, da den landede.
Der var stor interesse for at besøge uddannelsesområdet, som også er en af grundene til at man holder dette åbent hus hvert år. Man vil gerne promovere den spændende arbejdsplads i forhold til fremtidig rekruttering.
Også værkstederne var åbne og her kunne man få et kig ind i de avancerede værksteder, der reparerer og vedligeholder al slags elektronik og militært materiel.
- Det er et stort arrangement for os, og vi har ca 600 personer involveret i arrangementet med både vores egne og eksterne arrangører. Vi har haft stor hjælp fra de 3 hjemmeværn og ikke mindst fra de 35 værnepligtige fra Sergent-skolen som gjorde en kæmpe indsats, fortæller Kaptajn Bjarne Høngaard Jeppesen, der er ansvarlig for Åbent Hus.
- Vi har også haft et fremragende samarbejde med Tordenskioldsdagene i år. Søværnets Tamburkoprs besøgte Tordenskioldsdagene i midtbyen, og Fladstrands Tamburer 1717 besøgte Flådestationen. Her blev de modtaget fuldstændig som når en fremmed enhed er på besøg. Der blev hilst på garnisionens kommandant og der foretaget inspektion af soldaterne, som afsluttede med salutter. Det var virkelig positivt besøg, der viste flåden i et historisk perspektiv.
Også White Hawks var mødt frem for at promovere ishockey og ikke mindst Veteran Match, der afvikles i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, som en hyldest til Danmarks veteraner. Veteranerne får mulighed for at komme gratis til bl.a. ishockey.
- Vi havde en fantastisk dag, hvor vi fik vist vores arbejdsplads frem til en masse engagerede gæster – hvoraf mange kom kørende langvejs fra. Vi talte med flere der var kørt fra Fyn og Sønderjylland. Mange kommende værnepligtige benyttede lejligheden til at vise flådebasen til deres familier. Vi ser allerede frem til næste år, siger Bjarne Høngaard Jeppesen.
Åbent Hus på Flådestation Frederikshavn afholdes den første weekend i september.