100 udsatte nordjyder fik testet synet, og næsten alle fik gratis briller med hjem
NORDJYLLAND: Da Louis Nielsens butikker i Nordjylland torsdag den 9. oktober slog dørene op klokken 18, var det ikke helt almindelige kunder, der trådte ind. Det var udsatte borgere fra Blå Kors' lokale tilbud, som fik muligheden for at få foretaget en synstest med sundhedstjek – og var der brug for briller, så fik de også sådan et par med sig.
Et tilbud, der blev taget rigtig godt imod, med omkring 100 fremmødte i Nordjylland alene - her kunne man møde op i både Frederikshavn, Hobro, Thisted, Hjørring, Brønderslev samt på både Østerågade i Aalborg og ved Aalborg storcenter.
- Det var en virkelig rørende aften. Det var dejligt at kunne hjælpe mennesker, som ellers ikke har muligheden for at passe godt på synet. Et godt syn er vigtigt for at kunne fungere i hverdagen, så det gør virkelig en forskel, fortæller Rune Steiness, der er projektleder på projektet hos Louis Nielsen.
Langt størstedelen havde brug for briller
På landsplan var det 32 af Louis Nielsens butikker, der holdte ekstraordinært åbent for det særlige besøg, hvor omkring 500 borgere mødte op til synstjek.
Langt størstedelen tog bestemt heller ikke turen forgæves, for i rigtig mange tilfælde var der netop behov for, at der lige blev givet en brille med hjem.
-Vi kunne konstatere, at de fleste af borgerne havde behov for briller. Det understreger, hvor vigtigt initiativet er. For mange af dem kan det gøre en kæmpe forskel i hverdagen at kunne se ordentligt igen, siger Rune Steiness.
Hos flere blev der ligeledes fundet tegn på øjensygdom, som der nu skal tjekkes op på sammen med specialister.
- I de tilfælde sender vi billederne direkte videre til vores netværk af øjenlæger, som så sørger for at henvise direkte til rette videre behandling, fortæller Rune Steiness.
De fremmødte var alle en del af forskellige lokale tilbud hos Blå Kors.
- Borgerne blev mødt af kompetent og indfølende medarbejdere og fik en meget betydningsfuld hjælp med deres syn og øjensundhed, som de ellers ikke ville have fået. Det har virkelig stor betydning, fortæller han.
Ingen overraskelse
For mange udsatte kan det være svært at prioritere øjensundhed, enten på grund af økonomi eller manglende mentalt overskud. Derfor er samarbejdet mellem Louis Nielsen og Blå Kors med til at sikre, at også disse borgere får den hjælp, de har brug for.
Det er ikke første gang, at optikerkæden åbner særligt op for udsatte borgere. Sidste år tog de samme initiativ, hvor hele 93 procent af dem, der mødte op, havde brug for briller. Denne gang var der dog åbnet op for væsentlig flere butikker - en eskalering, som gav pote.
- Jeg vil gætte på, at vi ligger på samme niveau i år. Det er i hvert fald det, jeg har hørt indtil videre. At næsten alle fik nye briller, fortæller Rune Steiness.
På aftenen mødte han mange smil og positive tilkendegivelser.
- Der var stor glæde. Som én sagde. ”Nu kan jeg nok finde et job, fordi jeg ikke skal døje med synet mere”, fortæller Rune Steiness.