Er du ung og ensom? Velkommen til Ventilen i Frederikshavn
Hvis du går med tanken om at gøre en forskel, holder Ventilen informationsmøde 13. oktober
FREDERIKSHAVN: Ventilen Frederikshavn har gennem mange år hjulpet unge mellem 15-25 år, der føler sig ensomme.
Men mødestedet måtte lukke midlertidigt ned under Corona. Nu er det ved at åbne igen, og har fokus på at etablere en gruppe af frivillige mellem 17-35 år, som har lyst til at gøre en forskel for andre unge.
- Imens Corona-nedlukningerne stod på, steg ensomheden blandt unge voldsomt. I dag føler én ud af fem unge sig ensom. Det er alt for mange. Vores mål er at få en stor og stærk frivilliggruppe, så vi kan skabe nogle gode rammer for de unge, der føler sig ensomme i Frederikshavn. Vi har brug for flere hænder for at kunne planlægge nogle gode aktiviteter for de unge og forhåbentlig holde åbent en gang om ugen, siger Karen Jacobsen, som arbejder med genåbning af Ventilen.
Hvis du går med tanken om at gøre en forskel, og gerne vil høre mere om det, holder Ventilen informationsmøde for alle interesserede i samarbejde med Frivilligcenter Frederikshavn 13. oktober kl. 17.00 i Frivilligcenter Frederikshavn Danmarksgade 12.