
El-scooter i flammer - så gik det helt skævt
Brandfolk måtte smide scooterbatteri i vandbalje
SÆBY: Torsdag eftermiddag opstod der pludselig ild i en el-scooter, der stod parkeret foran et hus på Sæbygårdvej i Sæby.
Ilden bredte sig til en anden el-scooter ved siden af, og flammerne fik også fat i tagkonstruktionen.
Det var beboeren selv, der opdagede branden og fik ringet 112 til alarmcentralen.
Alarmen lød kl. 13.33, og da brandfolkene nåede frem, måtte de fjerne nogle af tagstenene for at få slukket ilden, der havde bredt sig lidt ind på loftet.
- De to el-scootere udbrændte, fortæller indsatsleder Dennis Møller Jensen fra Nordjyllands Beredskab.
Det var ikke helt let at slukke ilden i scooterne, der har Lithium-ion-batterier. Når der går ild i sådan nogle batterier, brænder de godt, så brandfolkene måtte lægge batterierne i en balje med vand.
Skaderne inde i huset er begrænsede, men taget skal repareres. Og huset skal renses for lidt røg- og sodskader.
Beredskabet ved ikke, hvorfor der pludselig opstod brand i el-scooteren foran huset.
Læs også:




