Billede beskrivelse

Dokumentarfestival bringer stærke film rundt i kommunen

04. marts 2026 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: Når dokumentarfilmfestivalen VendsysselDOX løber af stablen fra den 11. til 22. marts 2026, kan publikum i Frederikshavn, Sæby, Skagen og Østervrå opleve en række markante dokumentarfilm, der både bevæger, inspirerer og lægger op til refleksion.

Festivalen er en del af Kulturalliancen mellem Frederikshavn og Hjørring kommuner og afvikles i år for tredje gang med visninger i lokale biografer og kulturhuse.

– Dokumentarfilm er en særlig genre, som ikke altid har det største publikum, men vi kan se et stort potentiale i at skabe lokale samtaler om emner, der optager borgerne heroppe, siger Linda Hanghøj Haunstrup-Skov, kultur- og filmkonsulent i Frederikshavn Kommune.

Billede beskrivelse

I Palads i Frederikshavn kan publikum opleve We Want the Funk, som tager publikum med ind i funk-musikkens historie og dens kulturelle betydning. Filmen viser, hvordan musikken blev et vigtigt kunstnerisk og socialt udtryk og stadig påvirker musik og kultur i dag.

Filmen introduceres af den danske og internationalt turnerende bassist Ida Nielsen, der med sin mangeårige karriere har markeret sig markant på den internationale funk-scene.

– Det er en styrke i, at det foregår lokalt. Man kan opleve en kvalitetsdokumentarfilm tæt på, hvor man bor, og samtidig blive en del af de samtaler og refleksioner, filmene sætter i gang, siger Linda Hanghøj Haunstrup-Skov.

I Skovlyst i Sæby vises den danske dokumentar "Alle os og siloen", som får verdenspremiere under festivalen. Filmen følger en gruppe ildsjæle, der arbejder for at omdanne en gammel kornsilo til et kulturelt vartegn.

Dokumentaren skildrer de konflikter og håb, der opstår, når en by skal tage stilling til sin egen udvikling og identitet.

Billede beskrivelse

“Det er en fortælling om sammenhold, forandring og modet til at se nyt i det gamle,” lyder det i filmens beskrivelse.

I Skagens Bio kan publikum opleve Watching People Watching Birds, der følger fuglekiggere fra hele verden og deres fascination af naturen.

Filmen viser, hvordan fuglekiggeri kan være mere end en hobby og giver et indblik i menneskets forhold til naturen i en tid, hvor biodiversiteten er under pres.

I PixlArt i Østervrå vises den prisvindende dokumentar A Fox Under a Pink Moon, der følger unge Sorayas kamp for frihed. Filmen er fortalt gennem hendes egne optagelser og giver et sjældent indblik i et liv præget af kontrol og flugt.

– “Kameraet bliver hendes eneste fortrolige,” lyder det om den personlige fortælling, der har høstet international anerkendelse.

Dokumentarfilm skaber nye fællesskaber

VendsysselDOX har siden starten haft fokus på at skabe filmoplevelser i lokale rammer, hvor publikum ikke blot ser en film, men også bliver en del af en større samtale.

– Vi kan se, at de steder, der har været med flere gange, finder en større ro i at præsentere dokumentarfilm og tiltrækker et anderledes publikum, end de normalt har, siger Linda Hanghøj Haunstrup-Skov.

Det fulde program består af:

• Alle os og siloen – Skovlyst, Sæby

• We Want the Funk – Den svenske Sømandskirke, Hirtshals og Palads Teatret, Frederikshavn

• Merckx – Race of a Champion – Tversted Skole

• A Fox Under the Pink Moon – PixlArt

• A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren – Vendsyssel Teater, Hjørring

• Patriarken – HAVS / Kaosfabrikken, Løkken

• Watching People Watching Birds – Skagens Bio / Kappelborg

Festivalen finder sted fra den 11. til 22. marts og byder på filmvisninger i hele Vendsyssel – med flere stærke filmoplevelser i Frederikshavn Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste