Dilletanter slår sig løs: Galskabens motorvej
Dilettanterne i Mølholt er i gang med at øve til årets dilettantforestilling. I år hedder stykket ”Galskabens motorvej”, en farce af Tommy Sune Hansen. Det fortæller Mølholt Dilettantforening til avisen.
Mølholt står over for sit livs mareridt. En ondsindet bygherre, Henning Halgren, og hans to hjælpere, Karoline og Kjeld, har planer om at jævne byen med jorden for at gøre plads til en motorvej. For at kunne overvinde denne trussel kræver det, at byens indbyggere holder sammen, hvilket bestemt ikke er nemt. Byens slagter, Viggo Kødbjørn, kan slet ikke komme overens med byens købmand, Petra Agerhøj.
Selvom Viggos kone, Anne-Sofie Kødbjørn, ihærdigt prøver at mægle mellem de to, så kræver det en guddommelig hjælpende hånd i form af byens præst, Thorhildur Humlekjær, som vist ikke har rent altervin i glasset. Det er prøvelsernes tid, og Mølholts beboere bliver udsat for meget- bl.a. en kikset striptease, narkoleptiske anfald, hypnotisk karate og havregryn i massevis.
Kan Mølholt stå sammen i denne krisesituation, eller er det Mølholts endeligt?
Forestillingen kan opleves d. 3., 4. og 11. marts i Mølholt Forsamlingshus.