
Vi skal udfordre de manuelle opgaver
Erhvervshus Nord kalder til temamøde om digitale teknologier 27. november
FREDERIKSHAVN: Væksten i Danmark er de seneste par år gradvist steget til omkring to procent og er dermed den højeste i mere end ti år.
Men et stigende pres på virksomhedernes produktionskapacitet og mere udbredt mangel på arbejdskraft kan begrænse mulighederne for vækst, så væksten efterhånden bøjer af.
Det fremgår af en økonomisk redegørelse fra regeringen.
Undersøgelser viser samtidig, at Nordjylland har et produktivitetsefterslæb og har haft en lavere vækst end resten af landet siden finanskrisen i 2008.
- Den eneste vej ud af manglen på arbejdskraft er at øge produktiviteten ved at anvende ny teknologi. Gør vi ikke det, vil det bremse væksten på grund af lønstigninger, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.
En af de vigtigste løsninger på at øge produktiviteten er gennem ny teknologi, så man kan producere mere med det samme antal hænder.
En række manuelle opgaver kan automatiseres og digitaliseres, som gør den enkelte medarbejder mere effektiv og dermed kan produktivitet og indtjening øges.
Derfor sætter Erhvervshus Nord fokus på robotter og digital teknologi ved et temamøde 27. november i samarbejde med Aalborg Universitets afdeling for robotter og automation.
- Tidligere var de nye teknologier ofte relateret til produktionsvirksomheder, men i dag er der også digitale teknologier til administrative processer.
- En robot behøver ikke være fysisk, men kan også være en intelligent software, der fx kan bogføre helt automatisk.
- Vi ønsker at synliggøre, hvordan det store udbud af intelligente løsninger kan gøre en forskel for vores lokale virksomheder, siger Niels Bay Christensen.
Til temamødet vil Casper Schou, postdoc ved Robotics and Automation Group på Aalborg Universitet give en generel introduktion til Industri 4.0.
Han vil også fortælle om, hvordan AAU arbejder med smart produktion; deres smart lab og projekteksempler.
Robotter og kunstig intelligens er ikke science fiction, men virkelighed i en lang række virksomheder.
To af de virksomheder kan man møde den 27. november.
Niels Rask direktør i NS System og Mette Krogh senior manager i PwC vil fortælle om den digitale rejse i to meget forskellige virksomheder.
NS System har investeret i både synlige og digitale robotter, mens PwC har disruptet deres egen organisation og indført digitale løsninger i administrative processer– fx digitale robotter i deres bogføring.