Man skal være hurtig, hvis man skal sikre sig plads til årets balletforestilling ved den tilsandede kirke. Billetter kan købes på www.verdensballet.dk/skagen/ Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Det sker

Verdensballetten får igen støtte fra Dronningen

19. juni 2022 kl. 16:15

Verdensballetten får 100.000 kroner fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond til årets forestilling.

Det er femte gang, at fonden støtter Verdensballetten.

- Det er helt unikt, for fonden støtter ellers sjældent samme projekt mere end en gang, og jeg er noget beæret over, at de støtter igen, siger leder af Verdensballetten Jens-Christian Wandt og påpeger, at det formentlig også handler om Dronningens helt særlige forhold til kunstarten.

Udover at hun næsten hele livet igennem selv har danset motionsballet, har Dronningen også involveret sig kunstnerisk i flere balletforestillinger, både som scenograf og som kostume-designer. Senest sammen med musiker og sanger Nanna Øland, bedre kendt som Oh Land, i opsætningen af balletten Snedronningen, baseret på H.C. Andersens eventyr af samme navn.

Og Dronningen har da også selv flere gange oplevet verdensballetten. Dog aldrig i Skagen, da forestillingens tidspunkt altid falder sammen med Dronningens sommerferie på Marselisborg Slot i Aarhus.

Ukraines største ballerina

Forestillingen i år kommer igen til at byde på den ukrainske verdensstjerne Iana Salenko, som har været med i Verdensballetten siden 2016.

- Hun er ikke med, fordi hun er fra Ukraine, men fordi hun er en af verdens dygtigste ballerinaer, siger Jens-Christian Wandt.

Årets verdensballet ved Den Tilsandede Kirke i Skagen finder, som sædvanlig, sted i uge 29. I år d. 18. juli. Foto: Verdenballetten

Men, ifølge lederen af Verdensballetten, er der selvfølgelig kommet en anden dimension på efter, at krigen i Ukraine brød ud, og også efter at hun dansede til den store Røde Kors-gallaforestilling på det Kongelige Teater i marts til fordel for ofrene i Ukraine.

- Der blev hun nok mere bredt kendt, siger Jens Christian Wandt og fortæller, at han aldrig kommer til at glemme, da hun dansede den døende svane fra Svanesøen til den forestilling, siger Wandt om den følelsesladede velgørenhedsforestilling, som endte i fem minutters stående applaus til Salenko.

Hun kommer dog ikke til at danse den døende svane på scenen ved Den Tilsandede Kirke i år. Til gengæld kommer hun til igen at danne par med sin faste partner Steven McRae, der har været væk fra scenen de sidste tre år på grund af en skade.

Steve McRae er desuden Verdensballettens kunstneriske leder og 1. solodanser ved Royal Ballet of London.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu