Verdens mindste cykelløb - men med store ambitioner
Kunne du også tænke dig at få "den gule førertrøje" på i et projekt i samarbejde med SI Danmark, Stop Sult Fonden og FN forbundet?
Så kom og deltag i vores cykelarrangement, som for 3. år i træk i projektet "Moving the World to end Hunger" samler penge ind til et skolemadsprojekt i den fattige Sehal region i Burkina Faso. Det skriver Soroptimisterne Skagen.
- Alle børn i projektet får finansieret skolemad, men det specielle her er, at hvis også pigerne bliver sendt i skole, betyder det, at de får mad med hjem til familien et par gange om ugen. Det betyder, at også de lidt ældre piger får lov til at komme i skole, uddanne sig og blive i stand til at skabe bedre liv for sig selv. Så vær med til at gøre en forskel, lyder det.
I SI Skagen er de meget stolte af - for anden gang - at være startsted for hele to fine cykelarrangementer:
- Fredag 11. august klokken 16.00 til 17.30 laver vi en hyggelig tur rundt i Skagen med guide fra Toppen af Danmark, hvor man kommer steder, hvor du som gæst eller fastboende måske ikke rigtig kommer eller besøger til daglig.
- Lørdag 12. august klokken cirka 09.00, når repræsentanter fra Skagen Viseklub har underholdt med et par sange, sender formand for Skagens Venner, Karina Boldsen, gæve Soroptimister ud på en cykeltur Danmark rundt, forhåbentlig fulgt af rigtig mange cykelentusiaster, der har mod på at køre den 80 kilometer lange rute rundt i vores dejlige område. Ruten er lagt på asfaltveje hele vejen, så det er muligt at deltage for de fleste.
- Vi vinker farvel til Soroptimisterne i Bindslev, hvor de fortsætter deres tur ud i det danske sommerland, mens alle andre deltagere fortsætter ruten rundt i området mod Skagen.
Begge arrangementer bookes og betales via Toppen af Danmark.