Billede beskrivelse

Underfundige kvinder hos Virak

Anne Lindhardt øser af sit univers

17. august 2018 kl. 11.20

FREDERIKSHAVN: Når kunstner Anne Lindhardt rykker ind i Galleri Virak som månedens kunstner, er det med et underfuldt univers med kvinder, der alle er forventningsfulde, underfundige og tænksomme.

På de smukke lærreder dukker også en verden op med andre væsner, blomster, planter, krukker og landskaber.

Hun skaber scener med hemmelighedsfulde historier og en verden åbner sig og giver et udgangspunkt, man selv kan digte videre på.

- Jeg maler i mange lag og starter med flere lag akrylmaling, inden oliemalingen afslutter maleriet. Når jeg har afsluttet min del af fortællingen på lærredet, så er det op til beskueren at digte videre. Mine malerier er øjebliksbilleder med plads til fortolkning og måske en rigtig røverhistorie om det, der er sket inden og det, som sker efterfølgende, siger Anne Lindhardt om sine værker.

Anne Lindhardts værker kendes på de fantasifulde figurer, strukturer, mønstre og de mange farver fra hele paletten, som giver en fængslende virkning.

Hun arbejder med olie- og akrylmaleri, stentøjs-ler og tekstiler og har udstillet siden 1993 på gallerier, museer og i kunstforeninger, eksempelvis Kirsten Kjærs Museum, Galleri Inuit, Galleri Buchelhax, og i norske Larvik Kunstforening.

Til udstillingen på Galleri Virak har Anne Lindhardt desuden lavet en række collager fremstillet af fortrinsvis bemalet papir.

Galleri Virak holder fernisering på Annes udstilling lørdag 1. september kl. 11, hvor man kan få en snak med kunstneren om hendes arbejdsmetode og de værker, hun udstiller.

Anne Lindhardts udstilling kan ses i Galleri Virak i hele september måned.

Samtidig viser Galleri Virak en udstilling under Ny Åben Kunst med de fire kunstnere Anne Lindhardt, Lone Johannessen, Jan Erik Nielsen og Lisbeth Derry.

Disse værker kan ses 1.-2. september kl. 11-16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste