Udsolgte busser: White Hawks-fans er klar til Aalborg-brag
Når aftenens semifinale mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks skal afgøres i Final4 turneringen, er det med en hel del på spil - både for spillere, men ikke mindst også for medlemmerne i fanklubben White Hawks Hvide Hær.
- Den betyder alverden. Det er jo ligesom vores finale. Vi vil hellere slå Aalborg ud, end at vinde selve finalen, siger Mathias Thomsen, der er formand for fanklubben White Hawks Hvide Hær.
Udsolgte busser og forfest
Der er en kæmpe opbakning fra fans til aftenens semifinale, og hele tre busser står klar kl. 17:30 til at køre +100 glade Frederikshavn White Hawks fans mod Aalborg - alle busser totalt udsolgte.
Men før busserne triller mod Gigantium, hvor kampen skal spilles, skal der holdes et brag af en forfest på Terminalen i Frederikshavn. Her vil der blandt andet være musik, konkurrencer om trøjer, øl, vand og god stemning. En stemning der fortsætter i busserne.
- I busserne plejer der at blive sunget sange, klappet, snakket hockey og drukket øl og sodavand, så der er en god stemning, inden vi rammer hallen, fortæller Mathias Thomsen.
Corona-udbrud
Mandag meldte Frederikshavn White Hawks ud, at der var smitte i lejeren. +7 spillere var ramt af COVID-19, og det skabte bekymring i fanklubben.
- Da det blev meldt ud, så tænkte vi selvfølgelig "Åh nej, det var vores final 4". Men efter klubben meldte ud, at de spiller uanset hvad, så har vi rykket endnu tættere sammen og hjulpet med det, vi kan. Men det var selvfølgelig ikke det, vi ønskede, fortæller Mathias Thomsen.
Rivalerne fra Aalborg
Der er ingen tvivl om, at Aalborg Pirates og White Hawks anser hinanden som lokale rivaler. Og derfor er aftenens kamp ekstra vigtigt for de trofaste fans i White Hawks Hvide Hær.
- Det er noget specielt at møde Aalborg. Dem vil man helst ikke tabe til. Der er selvfølgeligt et had, når selve kampen er i gang, men efter kampen kan vi sagtens snakke sammen - allesammen, siger Mathias Thomsen om forholdet til rivalerne fra Aalborg Pirates.
Fanklubben har på deres Facebookside opfordret alle fans til at møde op til aftenens kamp i hvide trøjer. Har man ikke en hvid spillertrøje, så må man ind i skabet og finde en hvid trøje, skriver de.
- Det er for at vise, vi er de hvide - vi er et fællesskab, fortæller Mathias Thomsen om opfordringen til aftenens dresscode.
Om det bliver en sejr til Frederikshavn eller Aalborg, og dermed en billet direkte videre til finalen, bliver afgjort i aften kl. 20:00 i Gigantium i Aalborg.