Billede beskrivelse

TV-kendis trykker speederen i bund til festival

22. juli 2023 kl. 19.01

Da tilmeldingsfristen udløb den 17. juli kunne Frederikshavn-Sæby Auto Sport (FSAS) konstatere, at det største antal deltagere i flere år havde tilmeldt sig Motorsportsfestivalen.

Fra torsdag den 27. juli til og med lørdag den 29. juli deltager hele 240 toptunede biler til i tre dage at give den gas på Ørnedalsbanen.

Formanden for FSAS, Camilla Andersen, oplyser, at halvdelen af deltagerfeltet, nemlig 121, kører folkeracebiler, 71 stiller op i crosskart, og rallycross bliver repræsenteret med 48 biler. Konkurrencerne starter de tre dage klokken 09.30 og slutter sidst på eftermiddagen.

Under Cool Car Races besøg på Ørnedalsbanen i juni mente direktør Jacob Risgaard, at han kunne give de øvrige folkeracere baghjul til Motorsportfestivalen.

Arrangørerne tog ham på ordet og tilbød ham et sæde. Publikum får således om lørdagen mulighed for at se, om hans talegaver under Løvens Hule står mål med hans evner bag rattet.

Til Motorsportsfestivalen, der har været en tilbagevendende begivenhed siden 1995, køres der ikke kun om podiepladserne i de enkelte rækker, men i rallycross og crosskart også om vigtige point, der tæller med i danmarksmesterskabet.

Wildcard

Som en ekstra gulerod får vinderen af Folkerace Super i år adgang til NGK Master, der er nordens største folkerace stævne.

Til NGK Master i Karlstad i Sverige mødes hvert år i oktober nogle af verdens bedste folkeracekørere.

De første deltagere ankommer allerede om mandagen, hvor de rejser deres telte på pladsen ved banen. I dagene op til konkurrencerne bliver der foretaget forskellige test af bilerne.

- Vi håber på, at vi igen i år vil få nogle spændende løb, og der vil møde mange publikummer op for at overvære vores dejlige sport, siger Camilla Andersen.

Gratis koncert

Til festivalen på Ørendalsbanen bliver lyden af vokaler klart overhalet af lyden af ventiler. 

Dog inviterer Frederikshavn Sæby Auto Sport til gratis livekoncert med bandet Bittermoon tirsdag den 25. juli klokken 19.00. 

Aftenen sluttes af med midnatsfyrværkeri.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste