Billede beskrivelse

Traditionsrig torvedag prøver noget nyt: Open By Night

04. september 2024 kl. 14.02

FREDERIKSHAVN: I år er Gærums traditionelle torvedag fredag 13. september ændret temmelig markant. Alle tidligere år er den blevet afviklet lørdag formiddag, men nu skal der ruskes lidt op i konceptet. Derfor bliver torvedagen omdøbt til Open By Night – og holdes en fredag.

Festen starter fredag eftermiddag kl. 15 med gratis kagemand, kaffe og sodavand – i anledning af at Brugsen i Gærum fejrer 125 årsjubilæum. Gærums nye Sognepræst, Maja Holm Silleborg, vil holde en kort åbningstale.

På torvet foran Dagli’ Brugsen mødes alle byens foreninger med udstillinger og aktiviteter i massevis, især for børnene. Men også mange af Gærums virksomheder møder op med en udstilling.

Billede beskrivelse

Der vil være opsat storskærm, som løbende viser masser af historiske billeder fra torvedage, Brugsen og andre festlige ting i Gærum.

Igen i år bliver der kræmmermarked/bagagerumsmarked, og det starter også kl. 15. Her kan børn og voksne, Gærum-borgere som udenbys kræmmere få en GRATIS stand. Det kræver blot at man tilmelder sig i Brugsen, eller sender en sms på 24 40 71 29. Vi fortsætter med at handle, indtil der bliver mørkt.

Sidst på eftermiddagen kåres årets Gærum-borger, og det er altid imødeset med spænding, hvem det bliver.

I anledning af Brugsens store jubilæum har Birthe Kristensen lovet at holde jubilæumstale. Hun har snakket med den mangeårige uddeler Asger Larsen, og været forbi Lokalhistorisk Arkiv for at finde materiale til talen.

Herefter sponserer Brugsen gratis spisning til ALLE – så ingen behøver at tænke på aftensmad denne dag. Her vil der være levende musik og ægte landsbyhygge. Når mørket falder på, vil der blive tændt en masse hyggelige bål op i bålgryderne til at lyse op. Brugsen giver gaver til kunderne i form af 10 % rabat hele fredagen.

- Alt i alt er der lagt op til et brag af en fest i Gærum – som endnu engang viser at landsby-fællesskabet lever i bedste velgående. I Gærum står vi sammen og arbejder sammen om tingene, og det gør byen så stærk, siger Finn Mejlvang Christensen, der er formand for Dagli’ Brugsens bestyrelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste