To "myrer" og en PH-lampe stjålet
Indbrud i fritidshuse i Østvendsyssel
JERUP/SKAGEN: To fritidshuse i Østvendsyssel har været udsat for indbrud i den seneste tid.
Det ene indbrud er sket i dagene fra 5. til 12. maj i et fritidshus på Milrimvej i Jerup.
Herfra forsvandt der to trebenede Arne Jacobsen designerstole - kaldet "Myren".
Dertil kom, at indbrudstyvene havde fjernet en PH-lampe i messing med orange glasskærm, oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Tyven eller tyvene var kommet ind i huset ved at knuse en rude i en terrassedør.
Samme fremgangsmåde har en tyveknægt brugt ved et indbrud i et fritidshus i Kandestederne nær Skagen.
Her er en rude i en terrassedør ind til fritidshuset på Klyngen ligeledes knust, men det er endnu ikke opgjort, hvad tyven er sluppet af sted med.
Indbruddet i huset på Klyngen er sket natten til fredag fra torsdag ved 22-tiden til fredag ved 08-tiden.
Så har nogen set noget mistænkeligt ved de to gerningssteder, så hører politiet i Frederikshavn gerne om det.