Billede beskrivelse

Tæt på storsmuglerne i Frederikshavn

Vrangsiden: Hver by har sine skyggesider - også Frederikshavn, som ud over smuglere bød på et barsk børneliv for mange små og et offentligt bordel

12. februar 2022 kl. 11.30

FREDERIKSHAVN: Til alle tider har Frederikshavn ligesom alle andre byer også haft en skyggeside. En side som skal med for at skildre hele historien om byen ved havet.

Onsdag 23. februar kan du komme tæt på storsmuglerne i Frederikshavn, når arkivar Erik Christensen vender vrangen ud af Frederikshavn i slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet ved et foredrag på Kystmuseet Bangsbo.

Frederikshavns historie emmer af spændende skæbnefortællinger og historier.

Én af dem handler om den svenske spritsmugler Ernst Bremer, der benyttede Frederikshavn som base for spritsmuglerier til vore norske og svenske naboer i starten af 1900-tallet.

Om han var en helt eller forbryder afhænger af øjnene, der ser.

Ernst Bremer var ikke den eneste driftige person i Frederikshavn i starten af 1900-tallet, for udviklingen gik med ekspresfart, da jernbanen nåede Frederikshavn, og dampskibene lagde til i storhavnen.

Men ikke alle blev inkluderet i den nye gennemindustrialiserede tid.

Taberne var ofte børnene, der måtte leve og overleve på politisk nåde og barmhjertighed.

Det var i det hele taget et barsk liv, der udspandt sig i skyggesiden af Frederikshavn, og i dag kan man næsten ikke forestille sig, at der blev drevet offentligt og lovligt bordel i byen i slutningen af 1800-tallet.

Alt dette fortæller Kystmuseets arkivar Erik Christensen mere om onsdag den 23. februar kl. 18:30-19:30 i salen på Kystmuseet Bangsbo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste