Henning Kjeldsen. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Det sker

Storfisker sælger ud og skælder ud

Reducerer sin fiskerflåde og kalder kvote-sagen for politisk hetz

26. januar 2022 kl. 11:13

SKAGEN: I et opslag på Facebook meddeler storfiskeren, Henning Kjeldsen, fra Skagen, at han netop har solgt sit nybyggede fiskefartøj, Gitte Henning, der er blevet bygget i Spanien. Fartøjet er dieselelektrisk og forurener langt mindre end ældre fartøjer.

Henning Kjeldsen oplyser også, at han derudover har solgt alle sine pelagiske fiskerettigheder til seks rederier. Han ejer stadig to skibe og har part i et tredje skib. Han er også i færd med at få bygget et nyt fiskefartøj på Vestværftet i Hvide Sande.

Fortrød tilbagetrækning

I juni 2019 meddelte Henning Kjeldsen, at han ville trække sig fra fiskeriet.

Dengang var årsagen, at det blev gjort ulovligt at låne penge ud til unge fiskere, så de kunne få ejerandele i hans både og dermed formel ret til at købe egne kvoter.

Henning er træt

Årsagen til, at Henning Kjeldsen nu sælger ud af sin forretning er, at han er blevet træt af det, han kalder politisk hetz.

"Jeg er blevet træt, ikke træt som i træt, men træt af den politiske hetz, der har været på mig og mit rederi samt familie de sidste, ja snart, mange år.", skriver Henning Kjeldsen.

Bøde på 54 millioner

Henning Kjeldsen blev i december 2021 idømt en bøde på 54 millioner kroner for via stråmænd på ulovlig vis at have haft råderet over for mange fiskekvoter. Hans hustru Birthe fik også en bøde på 3,5 millioner kroner i sagen.

Ifølge milliardærlisten, som Økonomisk Ugebrev udgav i november 2021, så er Henning Kjeldsen god for 2,3 milliarder kroner. Det gør ham til Danmarks 83. rigeste mand.

Det er ikke lykkedes for Nordjyske at få en kommentar fra Henning Kjeldsen på hans nyeste udmelding.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu