Stol på de stole er lækre

KOMFORTABLE: Skagen Bio har nu taget deres nye stole i brug, og lige efter nytår skal der males og laves de sidste forbedringer

14. december 2018 kl. 16.10

SKAGEN: Skagen Bio har eksisteret i syv år og her op til jul har biografen og kulturhuset foræret byens borgere en herlig julegave for midler, de selv har fået foræret: 500.000 kroner har de frivillige bag Skagen Bio samlet ind, så der er blevet råd til 60 nye superlækre biografstole i den store sal på Kulturhus Kappelborg.

Mandag aften blev stolene så taget i brug til en særforestilling for inviterede gæster heriblandt biografens mange frivillige. Skagen Bio har mange af de samme film på plakaten, som de større biografer i Hjørring og Frederikshavn, og derfor så vi gæster den supersjove julekomedie ” Den tid på året”.

Avisens udsendte fik plads på række seks, som i Skagen Bio er bagerste række. Og sikke nogle lækre stole. Brede, komfortable og med eget armlæn - skønt ikke at skulle dele med sidemanden.

De nye stole er også placeret på en anden måde end de gamle stole, der stod på hver side af en midtergang, så man nu kan få de bedste pladser midt for lærredet.

- Og se, I behøver ikke at rejse jer op, for der er så meget plads foran stolene, at jeg kan komme forbi, sagde en af de andre gæster på rækken foran mig.

Formand for Skagen Bio Kirsten Leth er lykkelig over, at det nu er lykkes, at få stole som er fantastiske at sidde i. Vi talte med hende i fredags, da der har været fuldt hus siden mandag.

- Det er blevet end meget bedre oplevelse at være i biografen, end jeg havde turde håbet på, og det har været en fantastisk, så glæde folk har været. Hver aften har vi budt publikum velkommen og fortalt om de ting vi ikke er blevet færdige med. Når vi så har talt og ønsket dem en god aften i biografen, så har de klappet. Jeg bliver helt rørt, når jeg fortæller om det, siger hun.

Biografsalen blev som sagt ikke helt færdig til genåbningen.

- Derfor har vi lukket i uge 1. Da skal vi have malet væggene. De tre bagerste rækker skal justeres i højden. Den forreste række, som skal kunne fjernes, så der bliver plads til f.eks. koncerter eller til folk i kørestol. har vi ikke fundet en tilfredsstillende løsning på, og så mangler vi et tæppe foran døren. Det skal skærme for det genskær på lærredet, som opstår, hvis folk forlader salen under forestillingen.

- Endelig mangler vi at få sat et gelænder op og få lys på trapperne i hver side af stolerækkerne, forklarer Kirsten Leth.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste